Slog dansker i gulvet - ingen straf

Mie Højlund knockoutet, men gerningskvinden slap ustraffet, da Danmark bøllebankede Ukraine

Mie Højlund blev hamret i kanvassen, da Danmark bøllebankede Ukraine. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mie Højlund blev hamret i kanvassen, da Danmark bøllebankede Ukraine. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Følg Håndbold

Mie Højlund risikerer ofte snudeskaft, tænder og blå øjne, når den rapfodede virtuos kører slalom i raketfart i modstandernes forsvar.

Men i storsejren over Ukraine blev hun noget overraskende ramt af en tonstung ukrainsk kævle, da Iryna Prokopiak smækkede en Morsø ovn af en parade lige i smasken på jyden, der groggy gik til tælling i anden halvleg.

Mie Højlund røg i aktion igen efter at have sundet sig og bidrog vanen tro med adskillige assister, da Danmark smadrede Ukraine med 17 mål – 35-18 – i Nykøbing Mors.

Bagefter var meldingen dog, at Mie Højlunds kæbeparti var så ramponeret, at hun ikke kunne tale om episoden. Men mon dog ikke den hårdhudedes slagterdatter er klar til kamp igen søndag, når Danmark og Ukraine igen mødes i den sidste test, inden turen går til Barcelona og VM-udfordringerne i forstaden Granollers.

Jesper Jensen testede syv mod seks-spillet, der bortset fra en enkelt scoring i tom kasse mod slutningen, fungerede fantastisk med Simone Petersen som snu dirigent i en kamp, hvor en anden dansker scorede topkarakter.

- Syv mod seks er selvfølgelig en dimension, vi skal have med, og jeg gentager gerne mig selv: Simone Petersen er bare en af de kløgtigste håndboldhoveder i Danmark, hun er smart, hun forstår håndbold, og hun kan spille håndbold, siger landstræneren.

- Hun har stor menneskelig indsigt i modstanderne og tænker: Hvad gør de, hvis jeg gør sådan her? Hun får hele tiden dem til at tage det dårlige skridt. Hun er bare smart!

Simone Petersen styrede syv mod seks med specialarbejderens ekspertice. Her er hun i duel med Ukraines Anastasiya Melekestseva. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Simone Petersen styrede syv mod seks med specialarbejderens ekspertice. Her er hun i duel med Ukraines Anastasiya Melekestseva. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Jesper Jensen sigter højt og lægger ikke skjul på det:

- Jeg synes, ALT kørte godt i dag. Nu kan det altid være svært at vurdere, men jeg synes, vi finder en ro, og det er det, vi har ledt efter i vores spil. Så kan det godt være, vi af og til løber panden mod en mur, fordi de andre også er dygtige, men vi skal være i stand til at vinde de her kampe.

- Jeg har hele tiden sagt, at vi skal forskyde os fra den store gruppe af dygtige mellemhold. Vi skal lægge os op og se, om vi ikke kan ramme top tre, fire, fem stykker og se om vi kan udvide top tre med Frankrig, Rusland og Norge. Vi  skal i hvert fald op og bide dem i haserne, og over tid skal vi op og være lige så gode  - og på et tidspunkt skal vi være bedre end dem alle sammen.

Det er da en melding, der vil noget!

- Vi fik måske ikke den bedste start, men kampen i dag og sidst mod Østrig viser vi alligevel kan finde tilbage til basen, og så tromler vi bare derfra. Nye spillere på banen helt tiden, og dem, vi skifter ind, er bare lige så gode som dem, der går ud.

Sandra Toft havde pænt styr på de ukrainske skytter når de efter 17 kryds tog sig sammen og ind imellem fik skudt forbi paraderne. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sandra Toft havde pænt styr på de ukrainske skytter når de efter 17 kryds tog sig sammen og ind imellem fik skudt forbi paraderne. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Sandra Toft vogtede buret i første halvleg og blev klokket for 11 redninger og 55 procent, uden at man sad med indtrykket af, at hun havde spillet sit livs kamp. Afrettede skud og deciderede ’ramninger’ tæller naturligvis med …

- Sådan er det nogle gange i sådan nogle kampe. Jeg er først og fremmest glad og lidt overrasket over, at sejren blev SÅ stor, for Ukraine har leveret pæne resultater på det sidste.

- Hvordan er din fornemmelse lige nu før VM?

- Den er selvfølgelig god, når vi lige har vundet med 17, men vi ved også godt, at vi kommer til at møde stærkere modstand nede i Barcelona. Det kan nogle gange blive noget rod til sidst i kampe som denne, men det forhindrede vi i dag, og så fik vi øvet syv mod seks. Det fungerede fremragende. Det er Simone dygtig til.

Hvad skete der, da du kom i tvivl midt i en lang aflevering?

- Der var ikke nogen, der kiggede på  mig, og så er det jo svært at sende den afsted. Men den skulle efter reglerne kaldes tilbage – det var min bold!

Det hører med til historien, at dommerne heller ikke så fældningen af Mie Højlund. Den var ellers til et klart rødt kort!

Seneste nyt

Benny bekræfter vores bange anelser om regeringen

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.