Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget sin første landsholdstrup, der møder Ungarn to gange i EM-kvalifikationen i starten af maj.
Der er både fundet plads til rutinerede spillere som fløjen Anders Eggert og playmakeren Rasmus Lauge såvel som et uprøvet navn som Jakob Holm fra Ribe-Esbjerg.
- Det er en rigtig spændende og bred trup, og det har ikke været nemt at vælge de 20 navne, da der er rigtig mange dygtige spillere at tage af.
- Selvfølgelig har vi mange af de etablerede med, men vi har også valgt at hive nogle unge ind for at se dem nærmere an.
- Det er planen fremover at invitere nogle af de unge spillere, som, vi tror, kan blive et aktiv på landsholdet på sigt, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse.
Anders Eggert valgte i kølvandet på sidste sommers OL i Rio, hvor han ikke var med på grund af en skade, at holde en pause fra landsholdet. Men den pause er nu et overstået kapitel.
Nikolaj Jacobsen ser frem til den kommende samling, hvor bagspilleren Nikolaj Markussen fra Bjerringbro-Silkeborg også er med.
- Jeg glæder mig helt vildt og ser frem til to spændende kampe mod et hold, der ved seneste slutrunde placerede sig i top-8 i verden.
- Nu har jeg gået i lang tid og gjort mig en masse tanker om både truppens sammensætning og kampene mod Ungarn.
- Jeg har dog også en travl hverdag, så det er ikke sådan, at landsholdet har fyldt det hele, siger landstræneren.
Nøddesbo er ude
Jesper Nøddesbo er det mest markante navn, der ikke længere er en del af landsholdet. Stregspilleren har stort set været fast inventar siden 2001, men har ikke kunne give den kommende landstræner et løfte om at være med de næste to år.
Et krav som Nikolaj Jacobsen har stillet til spillerne, hvis de vil være en del af projektet. Her spiller Danmark slutrunde på hjemmebane.
- Jeg står til rådighed for landsholdet, hvis Nikolaj Jacobsen skulle få brug for mig. Så får vi se, hvad det ender med, fortalte den 36-årige Nøddesbo til Politiken tidligere tirsdag om exit'et fra landsholdet.
- Jeg ved godt, alting har en ende, vel ikke mindst i sportslivet. Men jeg har været landsholdsspiller siden 2001, så det har været en stor del af mit liv. Derfor vil jeg ikke slippe det helt, ikke lukke døren tæt i. Selv om jeg et sted godt ved, at det er forbi, lød det fra Nøddesbo, der udover at indgå i forsvars- og angrebsspil også blev populær hos damerne, når han smed trøjen i hallen.
Landsholdstruppen ser således ud:
Nytænkende sundhedsstab rykker ind hos håndboldherrer
Mulle siger nej tak til millioner
Fyret før tid: Nu har Gudmundur scoret nyt job
Nikolaj Jacobsens mor faldt død om i håndboldhallen: Det ændrede alt