Snakken gik i pausen: Havde det på fornemmelsen

Niklas Landin og Danmark kom ikke optimalt fra land mod Slovenien, men i anden halvleg gik målmanden forrest, og sammen med holdkammeratenre brændte han banen af. Det var nu ikke fordi, der blev ændret så meget i pausen, forklarede den danske anfører

Niklas Landin jubler efter en af mange store redninger mod Slovenien. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin jubler efter en af mange store redninger mod Slovenien. Foto: Lars Poulsen
Følg Håndbold

DEBRECEN (Ekstra Bladet): Han er det ubestridte førstevalg i målet, og mod Slovenien understregede Niklas Landin med al tydelighed hvorfor.

Når landsholdskeeperen står på det niveau, han leverede i anden halvleg, kan barren nærmest ikke hæves højere.

Særligt på straffe var den 33-årige Kiel-målmand frygtindgydende, og han pillede glansen af de slovenske skytter tre gange i den disciplin.

- Lige nu kører det meget godt på straffe, og de får det måske også op i hovedet, at nogle har brændt, siger han selv efter storsejren.

- Så var jeg måske også heldig og god til at vælge den rigtige side i dag. Men jeg synes ikke, at man skal lægge mere i det.

Jan Pytlick vurderer målmændene til dette EM i videoen her.

Ekstra Bladets EM-ekspert Jan Pytlick sætter navn på sine fem målmands-favoritter ved slutrunden. Se toplisten her.

Beskedenheden værner Landin også om, og den rolige analyse efter dysten står i stærk kontrast til den vildskab, han af og til udstråler på banen.

Den var der også brug for mod Slovenien, hvor de danske spillere kom hakkende fra start i første halvleg, men endte med at brænde banen fuldstændig af efter pausen.

Første halvleg blev vundet 16-14, mens cifrene anden akt lød 18-9. Så hvad var det lige, der skete i pausen?

- Vi snakkede om, at selv om vi ikke spillede så godt, kunne vi mærke, at hver gang vi trykkede dem, blev de også mere og mere trætte. De lavede også lidt flere tekniske fejl. Og så tror jeg, at de spillede en rigtig god første halvleg, hvor vi spillede en lidt mindre godt, forklarer Landin.

- Hvis vi bare kunne ændre en lille smule og få et par redninger mere, var vi ret sikre på, at vi kunne vinde den her. Så det var ikke supermange ting, vi ændrede i pausen, siger målmanden.

Niklas Landin var i verdensklasse i anden halvleg, hvor han blandt andet nappede to straffe i streg. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin var i verdensklasse i anden halvleg, hvor han blandt andet nappede to straffe i streg. Foto: Lars Poulsen

Han kan sammen med holdkammeraterne glæde sig til mindst fire kampe mere ved slutrunden.

Med lørdagens sejr blev billetten til mellemrunden booket – og det med fuld pointhøst i bagagen, da mandagens modstander, Nordmakedonien, har udspillet sine chancer i turneringen.

Af samme grund kan posen blive rystet en smule i den sidste gruppekamp, og Landin sætter pris på, at avancementet er afgjort inden den dyst.

- Det er virkelig dejligt, at vi kan have en forholdsvis fri kamp mod Nordmakedonien, hvor vi kan stille med lidt andre opstillinger og bruge nogle spillere, der ikke har spillet så meget. Med det spil, vi har leveret, kan vi fortjent gøre det, og så er vi også klar til mellemrunden.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+