Snart 41: - Jeg napper måske en sæson ekstra

Søren Haagen havde afgørende redninger, da GOG fightede sig i slutspillet – nu pønser han og klubben på, om der er en sæson mere i målmanden

(Foto: Anita Graversen)
(Foto: Anita Graversen)

Søren Haagen var vågen ved lågen som dengang, han i en 17 år yngre udgave sidst var med til at spille GOG i et DM-slutspil.

- Ja, jeg kan godt huske det. Vi vandt guld dengang, siger han og griner.

Da veteranmålmanden som 40-årig sidste år besluttede sig for at give karrieren et sidste skud efter 13 år udenfor på grund af en reumatisk lidelse, troede folk i starten, der var tale om en aprilsnar. Nu er Søren Haagen og GOG efter 28-28 hjemme mod HC Midtjylland sikre på slutspillet.

- Vi fik håndteret det i dag og fik det point, vi skulle bruge. I perioder var det ikke så kønt, men vi viste god fight og opbakning, siger målmanden, der ikke rørte en bold i starten, blev revet ud ved 4-8 – og så kom ind og med en halv snes bravour-redninger var med til at vende opgøret, da GOG var bagud med seks i starten af anden halvleg.

Se også: Veteran klar til slutspil efter 17 år

Det glæder ham ekstremt efter en næsten rystende oplevelse i den gamle Gudme-hal, hvor tilskuerne gik lettere af amok oven på klublegenden Søren Kildelunds søn Kaspers sidste sekunds udligning.

- Nu er det slutspil. Alt kan ske. Vi kommer over uden point, og så må vi bare gå ud og nyde det og se, hvad det kan føre til. Jeg ville godt lige have haft en redning til, men det gik, og vi er i slutspillet. Det er en befrielse, siger Søren Haagen.

- Nu er det her, og det er dejligt. Nu er der i hvert fald nogle flere kampe at se frem til. Sæsonen har været op og ned, og det har også været meget mentalt. Det er nogle fantastisk søde gutter på holdet, og der er en fantastisk stemning i hallen, siger målmanden, der trods sin medfødte bindevævslidelse har kunnet træne med i næsten fuldt omfang. 

- Jeg har i en periode sprunget en træning over, fordi jeg underviser i hjemmekundskab på valghold på den skole, hvor jeg underviser. Så jeg har måttet droppe træningerne om tirsdagen over. Men sådan er det jo, når man arbejder på fuld tid.

- Kroppen har det fint. Jeg kan tøjle det og har trænet med i det hele – jeg løber bare ikke med på landevejene. Men jeg passer styrke- og håndboldtræning, og det er gået fint, siger keeperen.

Se også: Stort drama: Tre røde kort i Århus

GOG har til den kommende sæson hentet den norske målmand Espen Christensen. Men det kan blive anden-keeperen Frank Mikkelsen, der trækker nitten.

- Jamen, hør nu her. Jeg bliver jo 41 om 14 dage, så jo… Det kunne jo være fint. Men jeg ved det ikke. Tiden må vise, hvad der sker. Jeg synes, Frank Mikkelsen har gjort det godt, og klubben har hentet en nordmand fra næste sæson – det forstår jeg godt, siger Søren Haagen.

-  Jeg er sikker på, klubben finder ud af, hvad den synes, der er den bedste løsning for dem – og så tager vi den derfra. Om jeg har lyst? Jamen, det snakker vi om i klubben. Det behøver vi ikke snakke om i pressen, siger han og griner.

- Men når man spiller sådan nogle kampe, så er det selvfølgelig sjovt, og når det går godt, så er det også sjovt. Det vigtigste er, at holdet gør det godt, og så vil man selvfølgelig også gerne gøre det godt selv. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, jeg har ligget stille i en 12-13 år. Men det kunne da være sjovt at have en sæson med et andet pres nu, hvor jeg har brugt denne sæson til at lære modstanderne at kende. Nu må vi se.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere