Sønderjyske snupper Thomas Mogensen fra Skjern

Thomas Mogensen har indgået en toårig kontrakt med Sønderjyske. Aftalen har været på plads i ugevis

Thomas Mogensen skifter den grønne Skjern-trøje ud med Sønderjyskes lyseblå trikot i næste sæson. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Thomas Mogensen skifter den grønne Skjern-trøje ud med Sønderjyskes lyseblå trikot i næste sæson. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Det bliver i Sønderjyske, at den tidligere landsholdsspiller Thomas Mogensen fortsætter håndboldkarrieren, når sporten genoptages efter coronakrisen.

Det meddeler sønderjyderne tirsdag i en pressemeddelelse. Her oplyses det, at Thomas Mogensen har underskrevet en toårig kontrakt med klubben.

Nyheden kommer dagen efter efter, at Thomas Mogensen og Skjern Håndbold meldte ud, at han stopper hos de grønblusede et år før planlagt, fordi de lange køreture til og fra hjemmet i Flensborg dræner ham for energi.

Køreturen på cirka 45 kilometer mellem Flensborg og Sønderborg er mere overskuelig for den 37-årige playmaker.

- Jeg føler mig stadig meget motiveret til at spille håndbold, og rollen i Sønderjyske lyder både rigtig spændende og udfordrende. Derfor ser jeg også virkelig frem til at starte i klubben.

- Samtidig glæder jeg mig til at være tættere på min klub i det daglige, så vi som familie også kan deltage i og bidrage til fællesskabet. Kort sagt at være en del af det hele, siger Thomas Mogensen.

Sønderjyskes administrerende direktør, Klaus Rasmussen, fortæller, at aftalen har været på plads i 'et stykke tid'.

Den er ikke blevet afsløret før nu, fordi sportsdirektør, trænere og spillere i håndboldafdelingen er hjemsendt på lønkompensation. Det har de været siden 20. marts.

Thomas Mogensen indledte håndboldkarrieren i Odder, og før han i 2007 rykkede til Flensburg-Handewitt i 11 sæsoner, nåede han også at repræsentere Viborg og GOG. Siden vendte han retur til Danmark og Skjern, og nu fortsætter han altså karrieren i Sønderjyske.

I 2012 blev han europamester med Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer