Spellerberg: Her bliver slutspillet afgjort

Kolding-playmaker Bo Spellerberg forventer en meget tæt slutspilspulje mod Århus Håndbold, Skjern og Tvis

Bo Spellerberg forventer et tæt slutspil i herrernes håndboldliga. (Foto: Jakob Jørgensen)
Bo Spellerberg forventer et tæt slutspil i herrernes håndboldliga. (Foto: Jakob Jørgensen)

Slutspillets pulje 1 begynder onsdag aften, hvor Århus Håndbold, KIF Kolding København, Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro kæmper om to semifinalepladser.

De fire klubber var alle særdeles stærke på hjemmebane i grundspillet, hvor de tilsammen blot tabte syv af 52 hjemmekampe. Derfor peger Kolding-profilen Bo Spellerberg på udekampene som nøglen til succes i slutspillet.

- Vi skal i gang nu med et ret svært slutspil. Århus Håndbold, Skjern og Tvis er alle dygtige hold, og specielt på hjemmebane er de alle tre rigtig stærke.

- Det kræves, at vi spiller på højeste niveau, hvis vi skal opfylde vores ambition om at komme i DM-semifinalen. Det kræver, at vi også tager nogle point på udebane, og det skal vi starte med i aften i Aarhus, siger Bo Spellerberg i en pressemeddelelse.

Se også: Mølleren slog til

Se også: Kriseramte Viborg ydmyger Randers og er i semifinalen

Kolding og Spellerberg har dårlige minder fra sidste gang, holdet var på besøg hos Århus Håndbold i februar. Her vandt hjemmeholdet med 29-26.

Skjern og Tvis Holstebro mødes ligeledes onsdag aften i puljens anden kamp. Netop Skjern slog Kolding i Final 4-stævnets pokalsemifinale lørdag, og det er også de nykårede pokalmestre fra Skjern, som Kolding frygter mest i gruppen.

- Der er intet, som er afgjort. Selv hvis vi får en sejr i aften, og Skjern taber. De spillede flot håndbold ved Final 4. Jeg er overbevist om, at det bliver en meget tæt slutspilspulje, siger Bo Spellerberg.

Kolding har som vinder af grundspillet to point med i puljen, mens Tvis har et. Skjern og Århus Håndbold har nul.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere