I en kontra forsøgte Morten Olsen at stoppe Aalborgs Mads Hoxer.
Hoxer scorede, og GOG's Morten Olsen fik direkte rødt kort.
En dom, som hverken Simon Pytlick eller Olsen helt forstod. Samtidig måtte Pytlick tænke hurtigt for stadig at få noget hjælp fra holdkammeraten med masser af rutine.
Det fortalte han til Ekstra Bladet efter GOG's Champions League-sejr torsdag aften over rivalerne fra Aalborg.
- Jeg når at tænke, at det var en forkert dom. Han skulle ikke have rødt kort, og så er det hurtigt i dialog med Krickau (GOG-cheftræner Nicolej Krickau, red.), og så beder jeg Morten om at sidde lige bag mig, så han kan se nogle ting udefra, sagde Pytlick.
- Jeg beder ham om at være i tæt dialog med mig, og så må han jo hjælpe os igennem så godt, han kan udefra.
Morten Olsen var enig med sin kollega. Der var ikke rødt kort:
- Jeg føler, at jeg absolut ikke gør noget som helst, og så er der en lille kontakt. Men dommeren mener, at jeg skubber ham. Jeg tror, at dommerne selv vil se den og tænke, at det var måske lidt en overreaktion, sagde Olsen til Ekstra Bladet.
- Fedt, selvom jeg er gammel
Udvisningen kom ikke til at få en stor betydning. GOG endte alligevel med at vinde overbevisende 32-24 og er dermed videre til Champions League-kvartfinalerne og to store kampe mod Barcelona.
- Det er fantastisk. Jeg glæder mig til at skulle spille mod min gamle træner (Antonio Carlos Ortega, red.) og hilse på ham. Og så er det første gang, at jeg skal spille mod Barcelona, så det bliver en stor oplevelse.
- Selvom jeg er gammel, bliver det en fed ting, og hvis vi ryger ud der, så bliver det en fantastisk afslutning på en rigtig god sæson i Champions League, sagde den 38-årige GOG-spiller.
Kampene mod Barcelona er i maj.