Stjernen i tårer: Skifter klub ud af det blå

Nora Mørk forlader omgående Rumænien for at vende hjem til norsk håndbold. For hendes mor er alvorligt syg

Nora Mørk vender hjem til Norge efter fire år i Ungarn og Rumænien. Foto: Vidar Ruud/NTB/Ritzau Scanpix
Nora Mørk vender hjem til Norge efter fire år i Ungarn og Rumænien. Foto: Vidar Ruud/NTB/Ritzau Scanpix

Hun var blevet endnu en knæskade kvit og havde overstået sin første sæson i CSM Bucuresti - klar til endnu en tørn i storklubben.

Men pludselig var Nora Mørk væk.

Nyheden om hendes mors brystkræftdiagnose rystede Mørk i en sådan grad, at hun omgående vidste, at hun ikke længere kunne bo og arbejde i et fremmed land. Hun måtte hjem til Norge og være i nærheden af sin mor.

Nyheden kom allerede inden weekenden - at CSM og Mørk skiltes. Og nu fortæller hun i et tårevædet interview med norske TV 2 om nyheden, beslutningen og det forandrede verdensbillede.

- De, som kender mig, ved, at familien betyder alt. Min mor er det kæreste jeg har. Det tog mig ikke særlig lang tid at bestemme mig for at ville hjem - vel nok mest for min egen skyld. Jeg vil være inden for Norges grænser med muligheden for at komme hjem til Oslo, når det lader sig gøre, fortæller hun tydeligt mærket af situationen.

Vil altid sætte familien først
Hun kalder det utænkeligt at skulle sidde i Rumænien, når en af de allernærmeste gennemgår noget så hårdt.

- Jeg vil altid sætte familien først, siger hun og retter samtidig en stor tak til først CSM for at give hende fripas - og til Vipers Kristiansand, der har skrevet en etårig kontrakt med hende.

29-årige Mørk regnes som en af norsk håndbolds største spillere nogensinde, hvilket ikke siger så lidt. Og så har hun endda kæmpet adskillige kampe mod barske skader, der har holdt hende meget væk fra banen og flere slutrunder.

Så slemt har det stået til, at den tidligere Ikast-Bording- og norske landsholdsspiller Hanne Halén i august 2019 til Verdens Gang opfordrede Mørk til at stoppe karrieren.

- Hun burde virkelig give op nu, hvis hun ønsker et smertefrit liv efter karrieren. Men jeg tror ikke, hun kommer til det, sagde Halén.

Den eneste måde
Og Mørk er ikke én, der giver op uden kamp.

Hun vendte siden retur fra den seneste korsbåndsskade og har genoptaget karrieren. Men efter fire år i ungarske Györ og altså rumænske CSM er tiden inde til et comeback til norsk håndbold. Og selvom fokus af gode grunde i perioder vil ligge hos moderen, er hun fortsat med på banen.

- Jeg skal være så professionel, som jeg kan og give 100 procent for håndbolden - og mor. Det er den eneste måde, jeg kan få det til at fungere på, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer