HOLSTEBRO (Ekstra Bladet): To nervøse forældre og en ængstelig kæreste stod længe uden for den hermetisk lukkede dør og ventede, inden de kortvarigt kunne få lov til at komme på syge-visit hos 21-årige Andreas Holst.
Stortalentet vred slemt udad i sit højre knæ efter en kontant brysttackling eksekveret af Team Tvis Holstebros Søren Tau efter blot syv minutter af DM-semifinalen mellem hjemmeholdet og gæsterne fra GOG.
Holdkammeraterne Lasse Kronborg, Lars Hald og Akutaaneq Kreutzmann plus et par fynske officials bar kort efter den over to meter lange GOG-back ud til afisning og læge-konsultation i omklædningsrummet, hvor den talentfulde landsholds-bobler stadig blev tilset over en time efter kampslut.
Fynsk bomber skadet før semifinale
De første meldinger gik ellers på, at den stærke Lemvig-dreng i fynsk tjeneste var sluppet nådigt, efter som der på det tidspunkt ikke var konstateret løshed i knæet – men panderynkerne voksede, som tiden gik. Også efter kampen.
- Det er måske en menisk, men det er svært at sige noget præcist om, før Andreas Holst er blevet scannet. Det bliver han i løbet af søndagen, fortæller cheftræner Jakob Larsen efter GOG’s nederlag til Tvis Holstebro.
Menisk-skader kan være yderste smertefulde – men er dog så langt at foretrække for en tur med læderede eller overrevne ledbånd, som Tvis’ landsholdsspiller Peter Balling har været igennem og pt. genoptræner.
- Skal han låne mine krykker, spørger højreback’en høfligt Andreas Holsts forældre, men faderen er allerede på vej i bilen for at låne et par på det lokale sygehus i Holstebro.
GOG spiller onsdag og lørdag om bronzemedaljerne, men det bliver definitivt uden ildstøtte fra unge Andreas Holst.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.