Straffe-Mikkel sparer på krudtet

Den danske stjerne er kongen af straffekast, men scorer meget få mål på langskud – Nikolaj er ikke bekymret

Følg Håndbold

Da Mikkel Hansen søndag i sidste sekund smaskede sejrsmålet ind mod Montpellier, var scoringen ud over at være ’formidable’ faktisk også en af de efterhånden sjældne på langskud fra monsieur Hansens barkede næve.

Missil-Mikkel slider som næsten nybagt 34-årig nemlig ikke nær så mange sko i Paris, som han har gjort. Helsingoraneren hakker stadig 5,5 mål ind pr. kamp i snit, men langt de fleste falder fra syv meter, hvor danskeren har udviklet sig til alle tiders straffe-specialist.

Det er den positive vinkel.

L’Equipe har gravet sig frem til, at Mikkel Hansen i sine ti sæsoner i klubben har vundet 87,12 pct. af sine cowboy-dueller fra syv meter, og for en måned siden satte han fransk rekord, da han omsatte 11 af 12 forsøg mod Creteil – uden at score et ’rent’ mål i opgøret.

Den negative er naturligvis, at Mikkel Hansen sidder en del på bænken, og at han i sæsonens 12 kampe hidtil blot har ramt plet 19 gange på skud udefra – altså godt og vel halvanden kasse pr. kamp af manden, der normalt ville toppe topscorerlisten og samtidig være bogført for et hav af assists.

Som han er det på landsholdet, hvor han spillede sig på All Star Team ved såvel VM i januar og OL i sommer, blev kåret som MVP efter VM-guldet og blev OL-topscorer med 61 træffere på 100 skud – de 31 på straffe.

Mikkels mål i denne sæson

Champions League        

Modstander       Mål/Skud        Straffe

Veszprem          7/10               4/5

Bucuresti           5/6                 3/3

Flensburg          6/9                3/4

HC Motor          6/8                6/7

Barcelona          7/7                4/4

Total                31/40             20/23

Mål uden straffe  11/17

 

 

Den franske liga

Istres                   3/5                  2/3

Toulouse             3/3                  3/3

Creteil               11/13              11/12

Cesson-Rennes  2/2                    2/2

Nimes                 6/8                   5/6

Chambery           5/6                   2/3

Montpellier           5/6                   2/2

Total                  35/43             27/31

Mål uden straffe  8/12

 

Begge turneringer

12 kampe           66/83          47/54

Mål uden straffe: 19/29

Man skulle tro, PSG Handball kunne bruge manden med håndleddet og ørneblikket mere, end det er tilfældet nu, hvor han ifølge L’Equipe mest bruges som strateg i overtalsspillet og i øvrigt skyder sjældnere, end da han var yngre. Men han fejler ikke noget.

- Ikke hvad jeg ved af, siger Nikolaj Jacobsen, der dog har valgt at spare stjernen for den kommende samling med tre kampe i Norge.

Hvad tænker du om den måde, han bliver brugt på i Paris?

- Det vil jeg ikke udtale mig om. Raul Gonzalez bruger Mikkel, som han synes, og så kan det godt være, at nogen undrer sig. Det er ikke noget, der bekymrer mig, det må jeg sige, og skal jeg se egoistisk på det, er det jo fint nok, at Mikkel får sine pauser – han skal nok få masser af spilletid på landsholdet, haha.

Nikolaj Jacobsen er selvsagt voldsomt tilfreds med Hansens evner fra syv meter.

- Mikkel er outstanding på straffekast, og det har han været i mange år både i Paris og på landsholdet. Når vi ser på slutrunderne, ligger han på omkring 90 procent, og det er vanvittigt højt.

Hvorfor er han så dygtig?

- Han har den der fantastiske arm og kan skyde hen over målmændene, fordi han kan få et voldsomt skru i bolden. Han kan skyde alle steder i målet og er fantastisk svær at tage, forklarer Nikolaj Jacobsen.

Samlingen i Trondheim handler bl.a. om at undvære Mikkel.

- Det bliver fint at få noget tid uden ham, hvis man kan sige det sådan. Mikkel bliver ikke yngre, og det er ikke sikkert, han bliver ved med at kunne spille så meget som hidtil under slutrunderne. Når Rasmus Lauge nu er tilbage, giver det mulighed for at spare Mikkel mere i nogle kampe. Derfor denne samling vigtig.

Landstræneren inviterer dog ikke stjernen til skånejob:

- Hvis det er muligt at have en Mikkel, der er friskere til sidst i turneringer, er det fint – men hvis det er nødvendigt, at Mikkel spiller meget for at komme derhen, jamen så spiller han meget!

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Det er fuldstændig hat og briller