Super-keepere sikrede de danske EM-billetter efter gyserafslutning

Sandra Toft og en Althea Reinhardt i verdensklasse reddede rumpen på et dansk hold, der stivnede i anden halvleg mod Tjekkiet

Sandra Toft var den ene halvdel af en dansk drømmeduo i målet. Foto: Henning Bagger Scanpix/Ritzau
Sandra Toft var den ene halvdel af en dansk drømmeduo i målet. Foto: Henning Bagger Scanpix/Ritzau

De danske håndboldkvinder er klar til EM-slutrunden i Frankrig til december. Det er en behagelig kendsgerning efter en unødvendig gyserafslutning i sejren på 21-20 over Tjekkiet i en trekvartfuld arena i Aarhus.

Danmark mangler stadig to kampe i gruppespillet. En udekamp mod Slovenien og en hjemmekamp mod Island. De kampe har nu kun kosmetisk betydning, men selvfølgelig er det vigtigt for moralen, at Danmark fortsætter sejrsstimen.

Og de to kampe mod Tjekkiet i denne uge har vist, at Klavs Bruun Jørgensen på nogle områder har fået flyttet sit hold i forhold til VM-slutrunden i Tyskland i december. Den sluttede så skuffende med kvartfinale-nederlaget til Sverige.

I forhold til den gang råder Klavs Bruun nu over Anne Mette Hansen og Mie Højlund, og de bringer begge noget til holdet. Selv om Anne Mette Hansen tydeligvis ikke er i topform, så fylder hun alligevel meget i det danske midterforsvar, hvor hun danner en stærk akse sammen med Stine Bodholt.

De havde rigtig godt styr på de tjekkiske bagspillere, men hvis vi skal finde et hår i suppen, så er det, at tjekkerne havde for let ved at lave indspil til stregen. Det udløste en hulens bunke straffekast. Uden dem var Tjekkiet blevet sat eftertrykkeligt allerede i første halvleg.

Urolig var man nu aldrig i de første 30 minutter. De danske kvinder havde kontrol over opgøret, og da Klavs Bruun midtvejs i halvlegen satte Mie Højlund i spil, kom der for alvor tempo i det danske angrebsspil. Mie Højlund meldte selv fra til VM i december, og nu mod Tjekkiet fik vi set, hvorfor hun var savnet.

Artiklen fortsætter under billedet

Mie Højlund bragte noget nyt til holdet. Foto: Henning Bagger Scanpix/Ritzau
Mie Højlund bragte noget nyt til holdet. Foto: Henning Bagger Scanpix/Ritzau
 

Den fynske playmaker har både fart, overblik og skudstyrke i sit repertoire. Hun er en klar forstærkning af det danske landshold.

Der var også flere andre ting at glæde sig over. Tiden i træningslokalet er blevet brugt til at øve forskellige kombinationer. En af de bedre blev brugt mod tjekkernes 5:1-forsvar. Her løb Stine Jørgensen en overgang fra bagkæden og ind på stregen, hvor hun i helt fri position fik serveret bolden af Anne Mette Hansen.

I gamle dage, den gang Ulrik Wilbek og senere Jan Pytlick var landstrænere, var kontraspillet en dansk specialitet. Vi var verdensmestre til det. Den del af spillet har hidtil haltet i Klavs Bruuns regeringstid, men i de to kampe mod Tjekkiet fik vi set det igen. I flere udgaver.

De danske kvinder scorede både på rene kontraløb, på anden bølge og endelig efter hurtig midte. Og det var alle kvinder, der løb.  

Kontraspillet kan blive et vigtigt våben fremover, ikke mindst fordi landsholdet er så godt bemandet på målmandsposten.

Sandra Toft stod en flot første halvleg, blandt andet med to redninger på straffekast. I anden halvleg overtog Althea Reinhardt pladsen i buret og det var hende, der sørgede for at Danmark trods alt bevarede føringen efter en længere scoringspause. En periode, hvor der blev brændt alt for mange frie skud.

Her virkede det underligt, at Klavs Bruun ikke tog en timeout for lige at få styr på angrebsspillet, der blev en smule hektisk.

Men med en fabelagtig Althea Reinhardt i målet godt hjulpet af aggressivt forsvarsspil blev tjekkerne holdt stangen, og Danmark er klar til EM.  

De danske karakterer:

Sandra Toft 5

Althea Reinhardt 6

Stine Bodholt 4

Kathrine Heindahl 3

Sarah Iversen 2

Trine Østergaard 3

Fie Woller 2

Simone Böhme 3

Lærke Nolsøe 3

Mette Tranborg 3

Line Jørgensen 1

Stine Jørgensen 4

Mie Højlund 3

Mia Rej UB

Anne Mette Hansen 3

Kristina Jørgensen 3

Klavs Bruun 3

Se også: Presset Klavs Bruun på ny medaljejagt

Se også: Håndbold-farcen total: Nikolaj Jacobsens tropper fik prygl i Polen - og i Kiel

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere