Svensk sejr sender Norge i EM-semifinale

Sverige slog Ungarn, og dermed blev Norge klar til at spille semifinale i EM i herrehåndbold.

Sveriges Lukas Milsson jubler efter scoring mod Ungarn. Den svenske sejr vakte jubel i Norge. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Sveriges Lukas Milsson jubler efter scoring mod Ungarn. Den svenske sejr vakte jubel i Norge. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Norge blev tirsdag klar til semifinalerne i EM i herrehåndbold.

Det blev en kendsgerning, da Sverige besejrede Ungarn 24-18, efter at Norge selv forinden havde slået Island 31-28.

Dermed følger Norge efter fire sejre og otte point i mellemrunden med Spanien og Kroatien til finaleweekenden i Stockholm.

Onsdag afgøres det, om enten Ungarn eller Slovenien følger med Norge fra gruppe 2.

Slovenien har seks point inden mødet med Norge, mens Ungarn har fire point og møder Portugal. Ungarn er bedre end Slovenien indbyrdes.

Sverige var allerede inden sejren over Ungarn uden mulighed for at avancere og har to point i bunden af gruppe 2.

50 mål i turneringen
Norge var flyvende i første halvleg, mens Island kom langt bedre med i anden halvleg, og det endte med at skabe en vis spænding undervejs i de sidste 30 minutter.

Sander Sagosen rundede som foreløbig EM-topscorer 50 mål i turneringen, og verdensstjernen scorede i alt ni gange mod Island.

Norge indledte i hopla og var foran 4-0 efter lidt over to minutter.

Norge fortsatte, og Sander Sagosen bragte Norge foran 7-0 på en returbold efter et mislykket straffekast.

Efter ni minutter kom den første islandske scoring, da Aron Palmarsson reducerede til 1-7, men Island havde det svært mod Norge-keeper Torbjørn Bergerud, og Norge var foran 11-3 efter et kvarter.

Christian O'Sullivan var drivkraften sammen med Sander Sagosen for Norge, som til kampen havde indkaldt keeper Espen Christensen, efter at Magnus Rød er blevet skadet.

Espen Christensen gik ind og nappede et straffekast, inden Norge øgede til 16-8 otte minutter før pausen.

Norge gik ind til anden halvleg foran 19-12, men to scoringer og en dobbeltredning af Island-keeper Viktor Gisli Hallgrimsson betød 14-19, og Island var generelt vågnet mere op til anden halvleg.

Norge skulle slide mere for målene, og med 20 minutter igen var føringen på fem mål, men Ólafur Gudmundsson bombede Island på 20-23 med et kvarter igen.

Hallgrimsson stod godt i Islands comeback i kampen, men det rakte ikke, og Norge vandt kampen med tre mål.

  Sandra Toft har holdt højt niveau i 2019, og med et flot VM løb hun også med titlen som verdens bedste målmand. Foto: Lars Poulsen Håndbold Sandra Toft er verdens bedste målmand

2 kommentarer
Vis kommentarer