Der er to spillere, svenskerne ikke kan undvære, hvis de skal være verdensmestre:
Målmand Andreas Palicka og playmaker Jim Gottfridsson.
Førstnævnte var den væsentligste årsag til, at de svenske værter og europamestre onsdag aften ekspederede Egypten ud af turneringen i kvartfinalen.
Sidstnævnte ligner en færdig mand i turneringen, efter han allerede efter syv minutter måtte udgå og og på udskiftningsbænken få tapet sin ene hånd ind.
- Hvis du læser hans læber dér, kan du se, at han siger 'brækket finger', sagde tv-værten på TV6, Suzanne Sjögren undervejs i kampen.
Gottfridsson, der er blandt verdens bedste på sin position og var den toneangivende profil, da Sverige sidste år nappede EM-titlen, skar nogle alvorlige grimasser, mens kampen fortsatte.
Gottfridsson fik sin finger fanget i en modstanders trøje, og vi kan kun gisne om, hvor ondt det har gjort.
- Min første tanke var, at fingeren var røget ud af led. Men fra de billeder, vi ser på fra bænken, ser det ud til, at han rent faktisk vil spille videre. Havde det været en finger, der var røget ud af led, var den blevet sat på plads med det samme.
- Jeg tror, det er noget andet. Han har is på, og han forsøger slet ikke at bevæge den. Så det kan meget vel være hans slutrunde, der er overstået, sagde den tidligere topspiller Johanna Ahlm i studiet.