Sverige vil ikke røre ved VM-lorten

Martin Boquist er mildt sagt utilfreds med, at IHF nu har sendt René Toft-problemet i udvalg hos modstanderne. Vi kan da ikke bestemme, hvem der spiller mod os

Hassan Moustafa tror, han har løst problemet, men IHF-præsidenten har nok gjort regning uden vært - og René Tofts VM er stadig mere end tvivlsomt. Foto: Lars Poulsen
Hassan Moustafa tror, han har løst problemet, men IHF-præsidenten har nok gjort regning uden vært - og René Tofts VM er stadig mere end tvivlsomt. Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): IHF-præsident Hassan Moustafa har i vanlige egenrådig stil lavet sin helt egen lovgivning og lader det nu være op til Danmarks modstandere, om René Toft Hansen må spille med sin albuebeskytter.

Den beslutning er den svenske assistenttræner og tidligere FCK-stjerne Martin Boquist mildest talt meget lidt begejstret for.

- Jeg synes, det er en mærkelig måde at lægge det op til os, om en modstander spiller eller ej, og jeg håber da, det ikke skal afgøres på denne måde. Hvis vi nu tillader, at René Toft spiller og Qatar ikke gør? Det bliver jo unfair!

Martin Boquist har større hovedbrud i den sag, der involverer opgøret mod Danmark i runde tre ved VM, end han havde i kampen mod Bahrain, der planmæssigt fik prygl 33-16.

- Jeg kan ikke afgøre, om hans beskyttelse er farlig, eller om den er okay, siger en bekymret assistenttræner

Det skal jo være en medicinsk vurdering.

- Ja, lige præcis, og så ved alle jo, at vores doktor skal træffe den, og hvis han nu tager en negativ beslutning for Danmark, så forstår nok alle her med tændte mikrofoner, at I kommer til at jagte ham, og jeg synes, det er unfair. Men jeg tror ikke, denne sag er afgjort.

Hvad tænker du, der kan ske?

- Jeg tænker, at vi kommer til at sige, at det ikke er vores afgørelse. Det tænker jeg.

Den vil I ikke træffe?

- Nej, jeg synes, det er mega mærkeligt. Der var nogle, der snakkede om, at hvis alle hold i puljen enes om en eller anden beslutning… Men altså! Det KAN ikke være op til os, hvem der får lov at spille mod os eller ikke.

Man kan så sige, at det er praktisk muligt at gøre det her i gruppen – men videre i turneringen…

- Nej, jeg synes også, det er mærkeligt med Kiel-spillerne, der jo er hold-kammerater til hverdag. Niclas Ekberg og René Toft… Det bliver jo en mærkelig situation, hvis nu vi ikke tillader Toft at spille, og lad os sige, vi så vinder den kamp… Jeg synes, det bliver mærkeligt. Men jeg kan jo ikke sige… Altså, vi ved jo alle, hvordan det her fungerer.

Man skal passe på, hvad man siger…

- Ja.

Men du tænker, udgangen kan blive, at I siger: Det vil vi ikke tage stilling til?

- Nu har vi ikke snakket ret meget om det, men vi har vendt, at vi skal prøve at gå den vej. Jeg synes jo ikke, vi skal den vej. Alt fra sorte strømper… Nej, det bliver mærkeligt, hvis vi skal træffe den afgørelse. Hvis vi nu tog en negativ beslutning, kan vi jo sagtens forestille os, hvordan Danmark ser ud. De kommer jo til at være helt oppe i det røde felt, og det vil vi jo heller ikke.

Der er også den mulighed, at I træffer den anden beslutning – og så BLIVER en spiller rent faktisk skadet. Teoretisk kunne det ske.

- Ja, hvis det nu er sådan, at nogen siger, beskyttelsen er farlig – skal vores doktor så sige, at han så får lov til at spille.

Det er umuligt!

- Det er umuligt! Det er en svær situation, siger Martin Boquist og sukker.

Det kan så blive næste spændende kapitel i albue-gate, hvad IHF vil stille op, hvis samtlige modstandere nægter at tage stilling til et stykke tekstil med et par spinkle metalstivere involveret...

Se også: VM-skinne-skandalen: Knoglestumper drønede rundt i albuen

Se også: Det glade vanvid: Nu må René Toft spille alligevel

Se også: Derfor er René Tofts skinne et problem

25 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere