Tjekkiet mast: Ny dansk storsejr ved VM

Sandra Toft stod fremragende, da Danmark lavede uhørt mange fejl i første halvleg, men kørte tjekkerne fuldstændig over efter pausen

Mette Tranborg forsøger sig. Foto: Lars Poulsen
Mette Tranborg forsøger sig. Foto: Lars Poulsen
Følg Håndbold

GRANOLLERS (Ekstra Bladet: Det var både utjekket og tjekket, og listen over fjel og mangler endte i en uvant voluminøs udgave, da Danmark trods en lidt halvsløj performance alligevel uden store dikkedarer blankt afviste Tjekkiet og satte den femte VM-sejr ind på kontoen.

Danmark vandt 29-14 efter 12-9 ved pausen, der skilte en noget vakkelvorn første omgang fra en langt mere imponerende  indsats i anden halvleg, hvor tjekkerne næsten var ude af stand til at score. Landstræneren må have skruet på nogle knapper i løbet af det kvarter, for holdet, spillet og spillerne var som forvandlet – hvis vi ser bort fra Sandra Toft.

Hun stod fremragende fra start til slut!

Hun skreg dog et højt ’NEJ’, da hun fumlede et tjekkisk skud ind til 20-13 midtvejs i anden halvleg, men både hun og en drillende Jesper Jensen kunne dog grine oven på ’selvmålet’.

Med den femte VM-sejr har Jesper Jensens hold fortsat ikke tabt siden marts, da Frankrig – i Frankrig – vandt to tætte testekampe. Sandra Toft & Co. har nu vundet 11 landskampe i streg, og den slags statistik skal man vel helt tilbage til de jernhårde ladies for at finde mage til.

Men vi skulle igennem 30 minutter, der ikke kommer til at kandidere til nogen skønhedspris.

Otte tekniske fejl og et dusin (det er 12) afbrændere. På én halvleg … Så har man billedet af et landshold, der pludselig ramte helt ved siden af efter ellers at have spillet et VM med meget få fejl og relativt få forbiere.

Bevares… Det knirkede også i et kvarter mod Ungarn i onsdags, og det hører også med til historien, at Tjekkiets keeper Petra Kudlackova havde mere end fornuftigt fat i de danske skytter.

Men sandheden er jo også den simple, at hvis Sandra Toft ikke havde leveret otte ramninger og redninger inden pausen, kunne det have set mere skidt ud, end det var tilfældet.

For otte parader var tæt på 50 pct. lukketid i en kamp, Danmark trods alle genvordigheder og selvskabte problemer førte med en imponerende lav score. 12-9 efter 30 minutter i en kamp, hvor tjekkerne bragte sig i front 5-1 på fem minutter – derefter scorede Danmark fem i rap, og så troede de fleste vist, at det kun var et spørgsmål om at fyre eksprestoget videre fra 6-5 til sikker sejr og mere selvtillid i håndboldtaskerne før VM’s knockoutfase.

Sådan gik det bare ikke!

Tyskland havde allerede om eftermiddagen sendt sig selv – og Danmark – i kvartfinalerne ved at slå Sydkorea, og man kan da legende let lege med den tanke, at den kendsgerning umærkeligt kan have skruet halvanden grad ned for koncentrationen.

Mie Højlund blev sparet og holdt hjemme på hotellet på grund af en flænge i huden under venstre fod, og det gav så Kristina Jørgensen den helt store chance for at imponere i rollen som spilstyrer, igangsætter og kanonør.

Men hun brændte første forsøg fra syv meter, derefter endnu et skud og røg i boksen, men hun var ikke den eneste, der ramte ved siden af topformen. Mette Tranborg løste sine opgaver i et periodisk 5:1-forsvar fint, men tre tekniske fejl og fire afbrændere alene inden pausen trækker mod minus trods to fine pletskud.

Alt blev som nævnt vendt til det bedre og indimellem bedste efter pausen, hvor føringen uden vaklen blev øget fra 12-9 midtvejs via 17-11 og 22-13 til en ny stor sejr.

Nu venter tysken søndag aften i en kamp om førstepladsen i gruppen – og hvem der skal møde Spanien eller Brasilien i kvartfinalen tirsdag.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvis krigen og katastroferne kommer, hvad skal vi mennesker så gøre?