To coronaramte spaniere ude mod Danmark

Spanien må undvære højrefløjen Ferrán Solé og målmandsreserven Sergey Hernández i semifinalen mod Danmark

Ferran Sole spiller ikke, når Spanien fredag møder Danmark i EM-semifinalen. Foto: Vladimir Simicek/Ritzau Scanpix
Ferran Sole spiller ikke, når Spanien fredag møder Danmark i EM-semifinalen. Foto: Vladimir Simicek/Ritzau Scanpix
Følg Håndbold

Højrefløjen Ferrán Solé og reservemålmanden Sergey Hernández misser fredagens EM-semifinale mod Danmark.

Det Spanske Håndboldforbund oplyser, at de to spillere er testet positive for coronavirus.

Solé og Hernández har det begge godt, men de er nu isoleret fra resten af det spanske hold.

Ferrán Solé har været involveret i alle Spaniens syv første kampe under slutrunden og bidraget med 19 scoringer. Kun tre spanske spillere har været mere flittige til at score end højrefløjen.

Målmanden Sergey Hernández har ikke spillet den store rolle for Spanien, da han blot har været i aktion i en enkelt kamp under EM-turneringen.

Mens Spanien må undvære en stor EM-profil, så forholder det sig anderledes for fredagens modstandere fra Danmark. Landstræner Nikolaj Jacobsen kan således stille med en fuld trup til semifinalen.

De danske spillere skal testes næste gang efter fredagens semifinale mod Spanien, meddeler Dansk Håndbold Forbund.

Den danske EM-delegation i Ungarn har gjort alt for at beskytte sig. Danskerne har forsøgt at isolere sig fra de øvrige hold, og spillerne har benyttet plastikhandsker, når der er blevet øst op på tallerknerne i buffeten.

To gange er det dog gået galt. Målmand Jannick Green blev allerede før afrejsen ramt af coronavirus, og for en uge siden afleverede den hasteindkaldte Hans Lindberg også en prøve, der viste sig at være positiv. Begge spillere er dog ude af isolation igen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen kan samtidig glæde sig over, at Danmark de senere år har haft et særdeles godt tag på Spanien ved de store mesterskaber. De seneste fire møder er endt med dansk sejr.

Danmark og Spanien står over for hinanden i Budapest klokken 18.00.

Mere fra Ekstra Bladet+

Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+