Toft ramt i hovedet syv gange: Stadig hårdt ramt

Landsholdsmålmanden blev skudt hårdt i hovedet syv gange på ti dage - nu håber hun at få lov at spille Champions League for Larvik

Sandra Toft træner med igen efter at have  modtaget syv pletskud i ansigtet. Holdkammeraterne skyder hende ved fødderne - men hvad gør tyskerne på lørdag, hvis hun spiller? (Foto: Lars Poulsen)
Sandra Toft træner med igen efter at have modtaget syv pletskud i ansigtet. Holdkammeraterne skyder hende ved fødderne - men hvad gør tyskerne på lørdag, hvis hun spiller? (Foto: Lars Poulsen)

Syv gange blev hun ramt hårdt af skud i hovedet på ti dage. De to af missilerne modtog Sandra Toft på en halvleg for Danmark mod Frankrig ved Golden League for 14 dage siden - den øvrige håndfuld på få dage i aktion for sin norske klub Larvik.

Målvogteren var ikke i stand til at spille de efterfølgende fem halvlege for landsholdet ved turneringen i Frankrig, og de to sidste kampe i det norske grundspil har også været uden dansk deltagelse. Nu håber den sygemeldte målmand, at hun kan få lov til at spille i weekenden i den første af to kampe mod Thüringer HC om retten til at gå ind i Champions League's Final Four.

- Jeg tager i hvert fald med til Tyskland, når truppen rejser i morgen. Det går også bedre og bedre, men jeg må stadig ikke se tv og bruge computeren, så her er lidt kedeligt, siger den tidligere Tvis-keeper.

Se også: EM-helt tæt på døden: Ja, jeg er en klovn!

- Jeg har stadig problemer, en smule hovedpine og er sådan set idømt en mild karantæne af klubben. Jeg har deltaget i træning igen, men mine holdkammerater har fået strenge påbud om ikke at skyde mig i hovedhøjde - så alt kommer i fødderne lige for øjeblikket, siger hun grinende.

Trods alt. Men hjernerystelser i håndbold er ikke noget, man skal  spøge med. I denne sæson er utroligt mange håndboldspillere - en del af dem selvfølgelig målmænd - blevet ramt hårdt. Landsholdsfløjen Maria Fisker når måske ikke i aktion for Viborg mere i denne sæson, og målvogteren Søs Søby har været ude af spillet i månedsvis.

- Når jeg først spiller, vil jeg selvfølgelig ikke tænke over det, der er sket. Overhovedet ikke. Men man kan jo aldrig vide, hvad modspillerne gør, siger Sandra Toft.

Se også: Målvogter sendt til tælling - træner kostede sejren

Normalt skyder man vel ikke målmænd ned med vilje?

- Nej. Men når det gælder en plads i Final Four, ved man ikke altid, hvad der kan ske, siger Sandra Toft og tilføjer:

- Det er jo ikke så meget det at få et skud i hovedet, der er problemet. Det er, at jeg ikke kan vide, hvad der sker, hvis jeg får ét til så hurtigt efter alle de andre. Hvordan reagerer jeg så? Det er i hvert fald helt sikkert, at hvis jeg spiller og bliver ramt, så vil jeg lige tage en alvorlig time-out med mig selv og lægen, inden jeg fortsætter, siger Sandra Toft.

Sandra Toft har tidligere været millimeter fra at blive lammet efter en alvorlig trafikulykke og er opereret syv gange i knæene, så hun hører ikke til dem, der piver. Men skader - selv små - i hovedregionen har hun lært at tage alvorligt.

Se også: Keeper ramt syv gange i hovedet

Hun kan midt i problemerne glæde sig over, at hun netop i dag af EHF er udtaget blandt de nominerede fem målmænd i afstemningen om at komme på Champions Leagues All Star Team.

- Vi har i alt seks nominerede fra Larvik, så klubben er vældig stolt, siger Sandra Toft.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere