Tog over for Mikkel: Ung dansker bombede Norge

Michael Damgaard fyrede den af i Mikkel Hansens fravær og var en af de afgørende faktorer i sejren over Norge

Danmark havde styr  på Norge og sikrede sig anden sejr ud af to mulige ved Golden League. (Foto: Jan Sommer)
Danmark havde styr på Norge og sikrede sig anden sejr ud af to mulige ved Golden League. (Foto: Jan Sommer)

Norge-Danmark 28-33

Bare rolig. Danmark står og falder ikke længere med superstjernen, Mikkel Hansen.

Selv om stortalentet Lasse Andersson blev ramt af akut skudangst, var Michael Damgaard 'varm' som aldrig før. Den nye Magdeburg-spiller brugte 3/4 kamp til at skyde sig op i hierarkiet.

Efter seks 'rappe'  på syv forsøg fra Michael Damgaard overtog Lasse Andersson venstre back i 2.halvleg, men  kun for at blive hevet ud igen efter et kvarter efter flere minusser end plusser på kontoen.

Michael Damgaard kom retur med yderligere to mål og endte med at dele topscorerværdigheden med Casper U. Mortensen med hver otte mål.

Sommerens skifte fra Tvis Holstebro til Magdeburg og Bundesligaen har allerede sat sit aftryk. selv om han fortsat skyder meget, så er det ikke længere på alt. Det er allerede blevet langt mere velovervejet.

Medindehaveren af topscorertitlen, Casper U. Mortensen løb sig bogstaveligt talt til flere af sine otte mål bl. a. takket været målmand Niklas Landins milimeterpræcice udkast.

Det var Niclas Landins entre, som vendte kampen. den lange målmand  kom ind og lukkede af, så Norge scorede kun tre gange i de sidste 10 minutter i 1. halvleg.

I mens gik Danmark fra 9-11 til 17-14 bl. a. på flotte mål af manden, der skyder hurtigere end alle andre, Michael Damgaard.

Skruede op til sidst
Senere fik Norge lov at nærme sig, men da landstræner Gudmundur Gudmundsson med et kvarter tilbage valgte at toppe holdet, blev tingene sat på plads.

Der vil være dem, som mener, at der manglede nogle spektakulære afleveringer og mål, men i farten har glemt, at Mikkel Hansen også kan spille med en stor fejlprocent.

Og det  er tegn på manglende indsigt at afskrive veteranen Jesper Nøddesbo, som overraskende for alle blev foretrukket til at eksekvere, da dagens førstevalg, Hans Lindberg havde brændt.

Tre gange sendte han bolden ind uden de store dikkedarer og tilkæmpede sig tre. I forsvaret røg René Toft Hansen igen alt for hurtigt til bad efter tre udvisninger i efter 26 minutter.

Med sejren skal Danmark spille finale i Golden League mod Island, der overraskende slog suveræne Frankrig.

Landskampen  var speciel ved, at Norge faktisk havde fem spillere fra den danske liga, mens det danske hold kun havde fire.

Oprindeligt var der kun tre, men rækken af afbud betød, at Simon Hald, Aalborg og Peter Balling, Tvis Holstebro, blev indkaldt. Sidstnævnte kom id i stedet for en af de hjemlige, BSV's Nikolaj Øris Nielsen.