Toptræner: Pytlick-bruddet kommer for sent

Det havde måske været bedst for alle parter, hvis Jan Pytlick var stoppet som landstræner for et år eller to siden, vurderer ligatræner Klavs Bruun Jørgensen

Klavs Bruun Jørgensen kalder det ærgerligt, at bruddet mellem Jan Pytlick og DHF skulle ske med et så stort brag. (Foto: Lars Poulsen).
Klavs Bruun Jørgensen kalder det ærgerligt, at bruddet mellem Jan Pytlick og DHF skulle ske med et så stort brag. (Foto: Lars Poulsen).

Klavs Bruun Jørgensen, som er cheftræner i Team Tvis Holstebro, var ikke dybt forbløffet over bruddet mellem Jan Pytlick og DHF, men han ærgrer sig over det uskønne forløb, som er endt med knubbede ord for åbne mikrofoner og rullende kameraer.

- Jeg synes, at det, der er mest ærgerligt i alt det her, er, at man ikke får anerkendt det arbejde, Pytlick har lavet gennem mange år. Det anerkender DHF ikke ordentligt, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Det havde været kønnere, hvis man havde sagt tusind tak for en fantastisk indsats gennem mange år - og måske havde det været bedre at gøre det for et år siden eller for to år siden.

(Foto: Lars Poulsen) Håndbold Eksperter: Wilbek og Pytlick var en tikkende bombe

- Det har virket som om, at det kun har været et spørgsmål om tid, før samarbejdet måtte ophøre. Det giver i sig selv god mening at prøve noget andet, når man ser på, at Pytlick har været landstræner i så mange år, men den måde, det er gjort på - værdigheden i det - har ikke været elegant, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Jan Pytlick var tydeligt trist over hans utidige exit, da han tidligere i dag trådte frem på et pressemøde og talte om at føle sig korsfæstet af DHF. Den blodige metafor fik blot DHF-pressechef Finn Tage Jensen til at gnide salt i Pytlicks blødende sår.

- DHF har ikke andet at sige, end at vi håber, han kommer ned fra korset inden påske, sagde han til TV 2 Sporten.

(Foto: Ole Frederiksen) Håndbold Pytlick i modangreb: Hvor var støtten, Wilbek?

Klavs Bruun Jørgensen forstår udmærket, at Pytlick er ked af, at han ikke får chancen for at fuldføre arbejdet frem mod VM på hjemmebane i december næste år.

- Men han er en fornuftig mand, og han ved nok, at alting har en ende. Det er bare en ærgerlig måde, det sker på. Jan Pytlick er trods alt en landstræner, vi har været begejstrede for. Han er en mand, der har gjort rigtigt meget for dansk håndbold, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Det er en ærgerlig situation, man er havnet i. Man er nok gået et skridt for langt med Pytlick og står nu i denne situation et år før et mesterskab på hjemmebane, som kunne have været en flot afsked.

- Jeg siger ikke, at Pytlick skulle have fortsat på posten. Det har jeg ingen holdning til. Men jeg synes, den måde, det er endt på, er uklædelig for alle parter. Jeg synes, det er ærgerligt, siger Klavs Bruun Jørgensen.

(Foto: Ole Frederiksen) Håndbold Pytlick om afsked: DHF ville af med mig


Se interview  med Jan Pytlick efter mandagens pressemøde i Odense. (Video: Ole Frederiksen)


Jan Pytlick kritiserede DHF under mandagens pressemøde i Odense. (Video: Ole Frederiksen)

0 kommentarer
Vis kommentarer