Tvangsnedrykket: Nu appellerer de

Nordsjælland Håndbold er uenig i, at klubben skal rykke ud af Primo Tours Ligaen efter afblæst håndboldsæson

Nordsjælland Håndbold accepterer ikke skrivebordsnedrykningen. Foto: Lasse Kofod
Nordsjælland Håndbold accepterer ikke skrivebordsnedrykningen. Foto: Lasse Kofod

Håndboldklubben Nordsjælland Håndbold appellerer sin nedrykning fra Primo Tours Ligaen som følge af, at hele håndboldsæsonen blev afblæst på grund af coronavirus.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse mandag.

I Nordsjælland Håndbold har man afventet en skriftlig begrundelse fra Udvalget for Professionel Håndbold, og da den er kommet, står det klart, at nedrykningen ligger fast.

- Det er Nordsjælland Håndbold ikke enig i, efter at vi har fået en juridisk vurdering.

- Afgørelsen har så voldsomt store konsekvenser sportsligt såvel som økonomisk, at det vil være i strid med intentionerne bag regelsættet og almindelige retssikkerhedsmæssige hensyn, hvis en afgørelse ikke kan prøves, siger Hans Peter Dueholm, der er direktør i Nordsjælland Håndbold.

Nordsjælland Håndbold lå sidst i ligaen, da det 7. april blev besluttet, at afslutte sæsonen i ligaerne og 1. division på grund af coronapandemien.

Nordsjælland lå sidst i ligaen med ni point på kontoen og fire point op til Lemvig-Thyborøn på tidspunktet, men da man besluttede ikke at spille mere i grundspillet og det efterfølgende slutspil, så blev resultatet af den såkaldte skrivebordsbeslutning, at Nordsjælland rykkede direkte ud af ligaen.

Det samme var hos kvinderne tilfældet for EH Aalborg.

Hos Nordsjælland mener man ikke, at Udvalget for Professionel Håndbold, som består af politiske valgte medlemmer fra både Divisionsforeningen Håndbold og Dansk Håndbold Forbund (DHF), kan træffe en sådan beslutning.

Man er uenig i paragraf 20 DHF's love, der handler om at Udvalget for Professionel Håndbold er ansvarlig for at tilrettelægge og afvikle ligaerne og 1. division, og man hænger sin hat på en anden paragraf.

Det er paragraf 24, som man i klubben mener, kan åbne for at indbringe beslutningen for Håndboldens Appelinstans.

Kort fortalt mener man i Nordsjælland Håndbold, at paragraf 20 handler om mere almindelig planlægning af turneringer, hvor der ofte rykkes rundt på kampe, men at der ikke er taget højde for så usædvanlig en situation som coronakrisen.

- At Udvalget tilrettelægger og koordinerer turneringerne handler i praksis om, at det udsender en turneringsplan og eksempelvis kan flytte en kamp til et andet tidspunkt, hvis der er tv-dækning.

- Ånden i paragraf 20 handler om afviklingen af turneringen. Men her afsluttes den uden at være spillet færdig, og der træffes nogle meget vidtgående beslutninger, som rammer os og to andre klubber, siger direktøren.

Se også: UEFA-boss før skæbemøde: TV-fodbold kan skabe glæde

Se også: Livsvigtig håndsrækning: Nærmer sig en million

Se også: DIF: Et år uden tilskuere får dystre konsekvenser

12 kommentarer
Vis kommentarer