Uha! Danmark fik smask – men undgik katastrofe

Viljeløse, energiforladte og uden tempo kom danskerne på banen mod Ungarn, men de spillede sig trods alt op efter pausen

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

ODENSE (Ekstra Bladet): Danmark kom ikke bare ned på jorden. Der var tale om en gedigen kollektiv maveplasker i et bassin tømt for vand!

Danmark var bagud med hele otte ved pausen – sølle 8-16 stod der på tavlen. Den store katastrofe blev dog undgået med en hæderlig indsats i de sidste 30 minutter, og nederlaget blev begrænset til 25-28.

Nikolaj Jacobsens mandskab er af mange udnævnt til nærmest officiel VM-favorit på hjemmebane, men tak for en nedtur i den fynske hovedstad i den sidste testkamp mod Ungarn i det, der målt over to kampe officielt hedder Bygma Cup.

Danmark spillede i specielt første halvleg så ringe i begge ender af banen, at det vel kun burde række til en samlet tredjeplads i turneringen…

Danmark fangede og smadrede Ungarn på en total offday torsdag i Aarhus. Sejren på 33-19 var naturligvis ikke udtryk for den reelle standard hos ungarerne, der spiller VM i Royal Arena mod blandt andet Sverige i de kommende uger.

Ungarn kom med aggressivitet, mens danskerne gik mere ubeslutsomt til løjerne med et angrebsspil uden det fornødne tempo, og det virkede helt ærligt som om, tårnhøje Nikolaj Markussen faktisk lod sig kyse af den østeuropæiske grundighed og begyndte at spille totalt sidelæns i stedet for at true med sit skud.

Rasmus Lauge blev sendt i brædderne med en mavepumper allerede efter to minutter og måtte sunde sig, og det kan naturligvis ikke afvises, at det var med til at fjerne al rytme fra den danske offensiv.

Defensivt var der heller ingen grund til skåltaler og højre hurra’er. Forsvaret baksede ihærdigt med to kubikmeter-stregen Bence Banhidi, og Lasse Svan og Nikolaj Øris mødte noget af en udfordring i den 204 cm og tonstunge ungarer, der i den grad holdt sig i fokus – og skabte talrige rum til bagskytterne.

Niklas Landin havde også blot fem redninger i den halvleg, men kaptajnen var dog gudskelov i stand til at spille efter sine lyskeproblemer fra opvarmningen i Aarhus.

Mads Mensah fik sat drive og fart i offensiven, men Danmark var bagud med hele 8-16 ved pausen. Det kom mere fart i futterne og mere smæk for skillingen efter en pause, hvor der formentlig er talt dunder – og hvor en tysk landstræner nok også ville have truet med at inddrage den halve fridag i morgen, hvis der ikke kom andre boller på gullaschen.

Ungarerne løb ind i mange velfortjente udvisninger, og afstanden blev forkortet fra otte til fem og senere fire. Det virkede oplagt som om, spillerne havde givet hinanden håndslag på IKKE at gå til VM-åbningen næste torsdag med så dårlig en indsats liggende i bagagerummet.

Jannick Green stod en fornem anden halvleg med en redningsprocent tæt på 50 i en kamp, hvor danskerne først for alvor tjekkede ind efter en halv time. Lasse Svan gik ud i pausen og måtte have behandling – skadens omfang er pt. ukendt.

Se også: Dansk VM-bomber tryller: Bruger kigge-skæg finten

Se også: Landin: Jeg bliver hidsig, når de pløkker mig lige i hovedet

1 af 11 Foto: Jens Dresling
2 af 11 Foto: Jens Dresling
3 af 11 Foto: Jens Dresling
4 af 11 Foto: Jens Dresling
5 af 11 Foto: Jens Dresling
6 af 11 Foto: Jens Dresling
7 af 11 Foto: Jens Dresling
8 af 11 Foto: Jens Dresling
9 af 11 Foto: Jens Dresling
10 af 11 Foto: Jens Dresling
11 af 11 Foto: Jens Dresling
29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere