Ukendt dansker blev helt i Kiel

Sonne over Kiel: Ingen kendte ham, da han kom - efter denne kamp er alle i tysk håndbold klar over, hvem Kim Sonne er

Kim Sonne - den ukendte danske målmand - tog en hovedrolle,  da THW Kiel hjemme fik uafgjort mod Rhein-Neckar Löwen. (Foto: THW Kiel)
Kim Sonne - den ukendte danske målmand - tog en hovedrolle, da THW Kiel hjemme fik uafgjort mod Rhein-Neckar Löwen. (Foto: THW Kiel)

KIEL (Ekstra Bladet): En ukendt dansker stjal billedet fra etablerede landsmænd som René Toft Hansen, Rasmus Lauge, Niklas Landin og Mads Mensah.

Kim Sonne-Hansen, der kun er kendt af de færreste, holdt de 19-dobbelte tyske mestre inde i kampen om den 20. titel, da han pillede pynten af Rhein-Neckar Löwens stjerner i påskesøndags kamp om mesterskabet.

Samtidigt formåede den ukendte målmand næsten at overstråle den kommende Kiel-keeper, landsholdsmålmanden Niklas Landin, da THW Kiel hjemme måtte nøjes med 23-23 mod Rhein-Neckar Löwen i en kamp, hvor der var spænding til sidste sekund.

Den 22 årige målmand, som før sæsonen overraskende blev hentet i Skive som en ekstra gardering som tredje-målmand, startede inde i topbraget mod Rhein-Neckar Löwen, fordi den tidligere Aalborg-målmand, svenskeren Johan Sjöstrand, mod forventning ikke var blevet klar.

Se også: Knytnæve bliver husket før tysk håndboldbrag

Kim Sonne-Hansen, der bare er noteret for seks kampe i Bundesligaen og otte  i Champions League, blev bogstaveligt talt kastet for løverne.

Men uimponeret gik den lange målmand ind og præsterede flere store redninger - heraf flere på helt frie skud. I alt nåede han op på 11 af slagsen mod 13 til Niklas Landin.

En anden Niclas med efternavn Ekberg sørgede med nogle rappe mål for, at hjemmeholdet midt i 2. halvleg fik slået et lille hul, som Rhein-Neckar Löwen med en god spurt fik lukket igen.

Se også: Hvidt: Slutspillet er unfair

Den tidligere U-landsholdsmålmand spillede de sidste ungdomsår i Tvis Holstebro, inden han blev hentet til Stoholm i næstbedste række og derefter til Skive. Han er  født i Skjern, hvor ingen opdagede hans talent, og det samme var tilfældet hos den daværende nedrykker Skive.

I hvert fald blev alle overrasket, da de mangedobbelte tyske mestre hentede den ukendte målmand som gardering.

Ud over Johan Sjöstrand er også den anden svenske målmand, den kommende Aalborg-målmand Andreas Palicka skadet, så Kiel har hentet endnu en gardering i danmark i form af den tidligere AG-målmand Steinar Ege. Nordmanden var inde ved tre straffekast fra upopulære Uwe Gensheimer, der trods pibekoncert var kold og scorede sikkert og var medvirkende til, at mesterskabskampen igen i denne sæson kan ende med at blive afgjort på flest scorede mål.

Se den dramatiske afslutning på kampen her:

THW Kiel har på førstepladsen to point flere end Rhein-Neckar Löwen, der dog har en kamp i hånden. Sidste sæson blev det tyske mesterskab afgjort på rå målscore. Det samme kan blive tilfældet i år.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere