Ulrik Wilbek før OL: Jeg er nervøs

DHF's sportschef stærkt i tvivl om, at landsholdet kan kvalificere sig til OL

Ulrik Wilbek er i Rio - nu håber han at kunne hente to danske landshold til OL. (Foto: Philip Davali)
Ulrik Wilbek er i Rio - nu håber han at kunne hente to danske landshold til OL. (Foto: Philip Davali)

- Der bliver håndbold i Rio!

Så meget tør DHF’s sportschef Ulrik Wilbek godt garantere. Det næste indlysende spørgsmål er selvfølgelig, om Danmark så er repræsenteret med ét, to – eller nul – landshold, når de fem olympiske ringe bliver sendt i spin i august.

- Herrelandsholdet bør helt bestemt kvalificere sig, mens jeg er helt anderledes nervøs, når det gælder kvinderne. Der bæver jeg virkelig, siger Ulrik Wilbek.

Sportschefen er pt. i netop Rio de Janeiro på en inspirations- og besigtigelsestur med DIF og Team Danmark, og så klog er han blevet:

- Hallen er bygget og klar som noget af det eneste. De fysiske rammer er skabt – nu mangler vi bare at få Danmark repræsenteret med to landshold ved OL, siger sportschefen, der kort forinden er blevet briefet om, at kvindelandsholdet netop har tabt 27-31 til Rusland i EM-kvalifikationen.

Se også: Team Esbjerg henter Lærke Møller

- Relativt ligegyldigt! Danmark og Rusland går videre fra den gruppe med Portugal og Tyrkiet som de sidste hold, og om vi slutter som nummer ét eller to i gruppen har kun marginal betydning for seedningen før den endelige pulje-inddeling, siger Ulrik Wilbek.

- Det, der blinker, er OL! Derfor er det også helt i orden, at Klavs Bruun Jørgensen bruger EM-kvalkampene mod russerne som opladning til det, det i virkeligheden handler om: Nemlig at komme med til OL, siger Ulrik Wilbek.

Danmark møder lørdag i Næstved russerne i returopgøret i løjerne forud for EM i Sverige i december. Et afbudsramt skåne-hold tabte 27-31 efter 12-16 ved pausen. Danmark var med til 5-5 efter ti minutter af en kamp præget af enormt mange fejl – men konstant med hysteriske Jevgenij Trefilovs kvinder solidt i teten.

Se også: Jan Jensen kåret til Årets Sportsjournalist

Næste weekend bliver det for alvor alvor, når Danmark møder Rumænien, Montenegro og Uruguay om to OL-pladser ved legene i Rio. Kval-stævnet spilles på dansk hjemmebane i Aarhus, men det er ingen garanti, forsikrer Ulrik Wilbek:

- Jeg er helt klart nervøs. Vi mangler bl.a. begge normale højre backs (Line Jørgensen og Louise Burgaard), så jeg synes jo ikke, vi er favoritter. Derfor fornuftigt, at Klavs Bruun sparer nogle spillere. Det bliver spændende – og det bliver svært, advarer Ulrik Wilbek.

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere