Undrede du dig også? Derfor blev komiker 'snydt' for 'trøje-stunt'

En beslutning på øverste niveau i Tunesien betød en skuffet dansk komiker

Ingen komikers ansigt på trøjen til aften. Foto: Lars Poulsen
Ingen komikers ansigt på trøjen til aften. Foto: Lars Poulsen

Det er da i hvert fald lykkedes den danske komiker Ruben Søltoft at skaffe sig en masse opmærksomhed omkring sit kommende one man-show, som bærer titlen 'Ting fra min mund'.

Hans ide om at sponsorere det tunesiske håndboldlandshold i VM-dysten mod Danmark tirsdag aften blev godkendt, men da matchen gik i gang måtte danske tv-seere se langt efter Ruben Søltoft-reklamen på Tunesien-trøjen.

Forklaring? Nogen havde fået kolde fødder langt oppe i det tunesiske system. Det fortæller den danske komiker selv til Ekstra Bladet i pausen mellem Danmark og Tunesien, som den danske komiker så live i hallen i Oldenburg.

Grigel og Danmark tørrede gulv med Tunesien Foto: Lars Poulsen
Grigel og Danmark tørrede gulv med Tunesien Foto: Lars Poulsen
 

- Ingen kunne se dit reklameansigt på trøjen. Hvad skete der?

- Det skyldes simpelthen, at de har aflyst sponsoratet. Så det er rigtig nederen. Det er et kæmpe antiklimaks. Jeg ville da skidegerne have set mit ansigt på trøjerne.

- Hvad gik der galt?

- Forklaringen er lidt bøvlet. De forstår ikke engelsk, vi forstår ikke fransk og tunesisk, men det var en beslutning på øverste niveau i Tunesien. Det er sandt. Der kom så meget omtale i de danske medier, at nyheden også nåede Tunesien, og så var der nogen højt oppe, som ikke ville acceptere reklameren. Det ærgrer mig, for det var jo bare en reklame for et show i stedet for de sædvanlige reklamer for et eller andet firma.

- Hvordan har du det med, at din gimmick når så højt på den tunesiske dagsorden?

- Jeg føler kun skuffelse. Der har været så meget optakt. Så lang en rejse. Jeg har det som om, jeg er styrtet ned lige udenfor kysten. Jeg kan se stranden, men jeg ligger og padler lige udenfor og føler lidt, jeg drukner. Det er da så ærgerligt, at det ikke skete.

- Kunne du finde på at forsøge igen med et nyt trøjesponsorat?

- Nej, det tror jeg ikke. Det var ligesom skuddet i bøssen med det her forsøg. Jeg tror ikke, der kommer den samme effekt, hvis man gør det igen.

Det blev Danmarks aften. Men Ruben Søltoft kan alligevel ærgre sig. Foto: Lars Poulsen
Det blev Danmarks aften. Men Ruben Søltoft kan alligevel ærgre sig. Foto: Lars Poulsen
 

- Hvad har du fået ud af alt den her 'ståhej?

- Det har naturligvis givet meget omtale, og det har været rigtig effektivt. Vi kan se, at der er solgt rigtig mange billetter til showet, så nu er jeg bare spændt på at se, hvor mange tunesere der dukker op til mit show. De er i hvert fald velkomne. Det kunne være, jeg kunne få oversat nogle jokes til tunesisk, lyder det muntert fra komikeren

- Men lige nu er jeg sindssygt skuffet. Det er jeg faktisk. Nu havde jeg kæmpet for det så længe, så det er ærgerligt, det ikke lykkedes til sidst.

Og det handler ikke om, at du lige skulle have dig lidt hurtig opmærksomhed, fordi billetsalget går lidt trægt?

- Ha, nej det er det ikke. Billetsalget har hele tiden været rigtig godt. Jeg har bare altid godt kunne lide at bruge mine annoncepenge på en anderledes måde, lyder det fra Søltoft.

Se også: Støtter Tunesien: Dansk komiker forklarer mystisk håndbold-aftale

Se også: Kendt komiker overrasker: Hans ansigt er på trøjen hos dansk VM-modstander

27 kommentarer
Vis kommentarer