Det er ofte til stor debat, og holdningerne er derfor også vidt forskellige.
Hvem skal være på slutrundens all star-hold?
48 spillere er blevet nomineret, og der kan stemmes til og med lørdag aften.
Der er i alt seks danskere blandt de nominerede. Kevin Møller i målet, Emil Jakobsen på venstre fløj, Mikkel Hansen på venstre back-positionen, Mathias Gidsel højre back, Magnus Saustrup på stregen og Simon Hald blandt de bedste forsvarsspillere.
Men ingen Niklas Landin.
Lad det være sagt med det samme. Jan Pytlick giver ikke meget for nomineringer, inden slutrunden er færdigspillet, men derfor har han stadig en klar holdning til dem.
- Hvis nu Landin brænder to vilde kampe af i semi'en og finalen søndag, så kunne det godt være, han skulle med, men hvis man kigger på procenterne, så har Kevin Møller jo højere procenter end Landin.
- Men vi ved jo bare, at Landin er en tand bedre end Kevin Møller. Det er han bare, siger Ekstra Bladets håndboldekspert.
Han undrer sig over, at den danske stjerne ikke er med.
- Det, synes jeg, er forkert. Det er simpelthen forkert. Viktor Hallgrímsson har stået to fine kampe, men ellers har han jo ikke stået godt som sådan. Et eller andet sted burde Landin jo være der i stedet for ham, siger Pytlick med henvisning til den islandske målmand.
Pytlick fremhæver også en af dem, der måske går lidt under radaren - i hvert fald i forhold til duoen Hansen og Gidsel.
- Saugstrup har gjort det rigtig, rigtig godt.
Om de seks danskere fortsætter med at imponere finder vi ud af fredag aften klokken 18, hvor Spanien venter i semifinalen.
Følg kampen live på ekstrabladet.dk.
I spansk avis bliver Danmark kaldt 'monstret' - læs mere her.