Ups! Fransk legende klar mod Aalborg

Mikkel Hansen scorede flot kasse for PSG Handball, der har ’chefen’ klar igen syv måneder efter alvorlig knæskade

Nikola Karabatic i aktion for et år siden i Ungarn. Foto: Sandor Ujvari/MTI via AP/Ritzau Scanpix
Nikola Karabatic i aktion for et år siden i Ungarn. Foto: Sandor Ujvari/MTI via AP/Ritzau Scanpix

I betragtning af, at modstanderne i forvejen er en slags forstærket fransk landshold, så spiller det næppe nogen trille for Aalborg Håndbold, at verdensstjernen Nikola Karabatic, 37, netop har meldt sig spilleklar igen.

Den franske veteran blev korsbånds-opereret i højre knæ 28. oktober, men genoptræningen må være forløbet perfekt, for sent søndag eftermiddag buldrede det franske kraftværk igen over parketten, da PSG Handball på hjemmebane bankede Saint-Raphaël Var.

44-32 vandt pariserne i en målfest, hvor come-Karabatic knaldede fire bolde i kassen og spillede i underkanten af en forsigtig halv time, da han først blev skiftet ind i det 20. minut. Han scorede til stor jubel for tilskuerne til 12-10 i et opgør, hvor Mikkel Hansen plaffede syv bolde i boksen – heraf de fem på straffe.

Monsieur 'Ansen missede to forsøg i åbent spil og et enkelt skud fra syv meter, men sjællænderen sørgede for for pæne klapsalver, da han fornemt nettede i kontra på et langt lob, der totalt tog fusen på gæsternes slukørede keeper.

De franske oliesheiker med Qatar i det finansielle forsvar er netop modstanderen, når Aalborg Håndbold lørdag den 12. juni kl. 15.15 venter i Final 4-semifinalen i Køln. Lodtrækningen til semifinalerne magede jo på nærmest mageløs vis, at Paris og Barcelona undgik hinanden og først kan mødes i finalen.

Eller i kampen om bronze…

Det vil jo være skæbnens ironi, hvis netop Aalborg Håndbold slår pariserne lørdag den 12. juni, eftersom nordjyderne fra sommeren 2022 har kontrakt med Mikkel Hansen i bestræbelserne på at nå Final 4. Det gjorde de så allerede i år - uden den danske stjerne, der skal sælge nordjysk vin og netop er blevet far for anden gang.

Nikola Karabatic rundede 37 i april, men er klar til en ny jagt på det trofæ, PSG aldrig trods talrige forsøg ikke har vundet endnu. Her er franskmanden i landsholdsduel med Mikkel Hansen. Foto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix
Nikola Karabatic rundede 37 i april, men er klar til en ny jagt på det trofæ, PSG aldrig trods talrige forsøg ikke har vundet endnu. Her er franskmanden i landsholdsduel med Mikkel Hansen. Foto: Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Nantes med danske Emil Nielsen som sprællemand i buret er det fjerde hold ved Final 4, der i modsætning til de franske ligakampe søndag bliver gennemført uden tilskuere. Emil Nielsen stod fremragende (44 pct.), da Nantes ude slog Créteil og sikrede sig bronze.

Mikkel Hansen og Co. kan spille sig til en vis arbejdsro, hvis holdet to runder før slut allerede onsdag på udebane er i stand til at slæbe bare ét point med hjem fra Cesson-Rennes.

Det vil kaste det ottende franske mesterskab af sig, siden Mikkel Hansen i 2012 i huj og hast forlod konkursboet AG København. Aalborg er mere hængt op med første DM-finale onsdag hjemme mod BSH og andet opgør tirsdag den 8. juni.