7193 kroner.
Så meget koster den dyreste billet til VM-finalen søndag, hvor Danmark forhåbentlig basker Norge.
Det til trods for, at den dyreste officielle billet er sat til 1495 kroner af Ticketmaster, der er den eneste officielle udbyder af billetter til VM-slutrunden i Danmark.
Prisen er fundet ved en søgning på udskældte Viagogo, der har gjort det til en forretning at udbyde billetter med skyhøj fortjeneste til diverse arrangermenter.
Og det forarger hos Forbrugerrådet Tænk, der er stødt på stribevis af lignende sager tidligere.
- Først og fremmest vil jeg understrege, at det er forbudt at sælge billetter til overpris i Danmark. Men når der samtidig er en gruppe mennesker, der vil give deres højre arm for at komme ind til finalen, så kan det være fristende, siger vicedirektør Vagn Jelsøe til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Men man skal bare gøre sig det klart, at der er stor risiko for, at der er en svindler i den anden ende. Hvis man allerede har kastet sig ud i at bryde loven ved at sælge billetter til overpris, er der ikke langt til også eksempelvis at sælge den samme billet til mange forskellige købere.
Hos Viagogo melder man dog hus forbi.
'Viagogo er en markedsplads, der hverken køber eller sælger billetter. Viagogo tilbyder en platform, hvor tredjepartssælgere kan afhænde deres billetter til interesserede.', lyder det i en skriftlig kommentar fra Viagogo.
Viagogo forholder sig dog ikke til, at deres platform muliggør den ulovlige aktivitet. Og det giver Vagn Jelsøe ikke meget for.
- Hvis du vil undgå snyd, så hold dig fra Viagogo. Det er tidligere blevet dokumenteret i mange forskellige medier, hvordan selskabet har spillet en mere aktiv rolle, end hvad de påstår.
Ville ikke have noget tab
Også på Den Blå Avis udbydes billetter til skyhøje priser. Her er det dog private danskere, der står som afsendere. Ekstra Bladet har været i kontakt med en af de danskere, der udbød billetter til overpris.
- De er solgt, fortæller personen, da Ekstra Bladet ringer for at spørge til billetterne, der var udbudt til 4200 kroner stykket.
- Hvordan kan det være, at du har solgt dem til så høj en pris?
- Jamen, det er fordi, jeg selv har købt dem til 4200 her på siden, og jeg ville ikke have noget tab på dem.
Da Ekstra Bladet fortæller vedkommende, at det faktisk er ulovligt at videresælge billetter til overpris, vil vedkommende ikke længere tale og smider røret på.
Ekstra Bladet er bekendt med sælgerens navn.
Once in a lifetime
Det er dog ikke kun sælgere, der opretter annoncer på Den Blå Avis. Snesevis af danskere tilbyder også at give langt over markedsprisen, hvilket ikke gør det svært for billethajerne at operere.
John Rønn fra Lemvig skriver på dba.dk, at han gerne vil have fire billetter, og at prisen (næsten) er underordnet.
- Det her er 'once in a life time'. Sådan en kamp kommer aldrig til Danmark igen, så jeg er villig til at gå meget langt for at få billetter. Jeg er også blevet kontaktet fra Tyskland af nogen, der gerne vil sælge, så nu ser vi, om det lykkes, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:
- At nogen har tilbudt at ville betale 4000 kr for en billet, skræmmer mig ikke, og dem, der nu er udbudt til 3600 stykket, ser jeg ingen problemer i. Det er en finalebillet snildt værd for mig. Jeg har spillet meget håndbold i mine unge dage. I dag er det svigersønnen, der spiller, så i hvert fald vil datteren, svigersønnen og jeg gerne ind til kampen. Og jeg vil jo også gerne have konen med. Men måske kan hun kompenseres med en musicalbillet, hvis jeg ikke kan få fat i fire billetter, griner han.
Ikke for sjov
Lise Hansen fra Nordvestjylland skriver i sin dba-annonce, at hendes mand hellere vil undvære sex med hende end en håndboldbillet, og at hun derfor er rimelig villig til at betale ekstra for et par finalebilletter.
- Nej, det er satme ikke for sjov. Min mand har en håndbold der, hvor andre har hjerne, og jeg vil kunne købe mig goodwill mange år ud i fremtiden, hvis jeg kunne glæde ham med de billetter, storgriner hun og tilføjer:
- Jeg tror, at min mand tænker, at denne kamp kun er der søndag, hvorimod jeg jo er der hver dag. Og jeg forstår det godt. Tænk på alle de ferierejser, jeg fremover vil kunne få uden diskussion, hvis det lykkes med de finalebilletter.
Den nye Mikkel Hansen
En times kørsel fra Herning i Skødstrup sidder Gitte Løkke Jensen med sine to drenge på 12 og 14 år, og dem vil hun meget gerne give en fantastisk oplevelse.
- Den yngste spiller håndbold. Han er den nye Mikkel Hansen - helt klart, og jeg ville så gerne give drengene den unikke oplevelse i Boxen. Men jeg indrømmer, at hvis prisen på sortbørsbilletterne er oppe på 4000 kr. stykket, så overstiger det mit budget. Det er jo så hele sommerferien, der ryger, så det vil jeg ikke betale, forklarer hun og fortsætter:
- Det er forresten jo også ulovligt. Jeg var nok naiv at tro, at mennesker, der var brændt inde med billetter af den ene eller anden grund, ville sælge dem til det, de har kostet. Men jeg glemte at tage griskheden med i det regnestykke, så vi vil nøjes med at sidde klinet til skærmen derhjemme, siger hun.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Ticketmaster.