Efter en første halvleg, hvor ingen af holdene dækkede op eller havde redninger, strammede Danmark op efter pausen. Forsvaret fik fat og i angrebet fortsatte Mathias Gidsel og Mikkel Hansen med at splitte det portugisiske forsvar af.
Niklas Landin 2
Var på en svær opgave bagved et forsvar, som ikke tacklede. Byttede tidligt plads med Kevin Møller. Slås med en lille forstrækning.
Kevin Møller 3
Kom ind midtvejs i første halvleg og tog lidt bedre fra. Han har fremragende udkast, som sidder millimeterpræcist.
Magnus Landin 3
Blev brugt i forskellige forsvarsformationer, men havde svært ved at få tacklet de hurtige portugisere.
Emil Jakobsen 4
Fik dækket fint af på sin fløj og var selv scoringssikker i den modsatte ende. Imponerende hurtighed og springkraft.
Magnus Saugstrup 2
Har stadig svært ved at ramme niveauet fra VM. Får ikke timet sine indgreb og virker tvivlrådig i sine aktioner. Er for passiv.
Lasse Svan 4
Veteranen svigter ikke. Er dejlig spilbar på fløjen og han scorer på sine muligheder. Er dog set bedre defensivt.
Henrik Møllgaard 4
Havde længe svært ved at få tætnet midterforsvaret, hvor portugiserne havde held med gennembrud. Markant bedre efter pausen.
Mads Mensah 4
Formidabelt første kvarter i angrebet, hvor han scorede flotte mål. Men der manglede tacklinger i forsvaret.
Henrik Toft 3
Er utrolig spilbar i angrebet, hvor han griber alle bolde, men desværre lidt for mange afbrændere. Som de øvrige udfordret defensivt.
Mikkel Hansen 5
Ja, han er en kegle i forsvaret. Ja, der var mange missere, men han ser stadig ting som ingen andre. Han skaber plads og hans betydning er stor.
Morten Olsen UB
Så hele kampen fra bænken.
Johan Hansen UB
Så hele kampen fra bænken.
Lasse Andersson UB
Sad over med en skade til dagens kamp.
Jacob Holm 4
Hans hurtighed skaber maser af uro hos modstanderne og overtal hos danskerne. Men han brænder for meget.
Mathias Gidsel 6
Han var voldsomt udfordret i forsvaret, men i angrebet boltrede han sig gennem hele kampen. En stjerne.
Simon Hald UB
Sad over til dagens kamp.
Nikolaj Jacobsen 4
Forsvaret var ikke indstillet ordentligt fra kampens start. Det blev der rettet op på efter pausen, hvor der var mere højde og langt flere tacklinger.