Verdensklasse - og nummer 26 og ukendt i Danmark...

22-årige Torbjørn Bergerud tog til VM som ukendt – nu vender han hjem til Holstebro med en sølvmedalje og bliver rost til skyerne

Torbjørn Bergerud - masser af udstråling og nok at juble over. Den 22-årige Holstebro-målmand kunne dog ikke redde guld hjem til Norge. Foto: AP
Torbjørn Bergerud - masser af udstråling og nok at juble over. Den 22-årige Holstebro-målmand kunne dog ikke redde guld hjem til Norge. Foto: AP

VM sluttede i svedig skuffelse for en 22-årig gut fra Drammen – men intet vil alligevel være det samme for Torbjørn Bergerud, når han på onsdag vender hjem til Holstebro og deltager i sin første træning under den danske keeper-specialist Michael Bruuns kyndige vejledning.

Torbjørn Bergerud har vogtet buret hos de norske sølvvindere i syv timer, fem minutter og 11 sekunder af ni mulige spilletimer. Han er blevet rost til skyerne af sin landstræner, af legenden Steinar Ege og er spået en sikker plads helt oppe blandt de allerstørste efter en slutrunde, hvor han har haft ekstremt mange afgørende redninger – f.eks. et dygtigt knæ på Zlatko Horvats straffe, der sikrede Norge omkamp mod Kroatien i semifinalen.

Et VM med en redningsprocent på 33 – præcis som Thierry Omeyer – siger lidt om, hvad der er i vente. Og det er ikke så lidt, når man spørger Michael Bruun:

- Der er redninger, og så er der store redninger – og mange af dem. Torbjørn har gjort det fantastisk, hvilket overhovedet ikke kommer bag på mig og os. Det er bare dejligt at se, fordi det altid er rart, når det går de gode drenge godt, siger Michael Bruun.

Nordmandens første halvsæson i TTH Holstebro har været mådelig. Den 22-årige ligger nummer 26 på målmandsbarometret i ligaen, og han var stærkt tvivlsom op til VM efter et skud direkte i smasken, dertil hørende hjernerystelse tilsat almindelig sygdom. Han spillede ikke de sidste fem kampe i december.

Allerede fredag går det løs igen mod Skanderborg, men Michael Bruun ved bedre end nordmanden selv, hvilken forfatning han vender retur til Vestjylland i. Michael Bruun spillede selv en flot slutrunde og et brag af en bronzekamp for præcis 15 år siden, da det danske landshold fik sit gennembrud med medaljerne ved EM i Sverige:

- Jeg tænker, vi får en fuldstændig bombet målmand hjem. Det kender man jo fra sig selv, og jeg ved, han ikke fysisk vil være udmattet, og Torbjørn vil også insistere på at få lov til at give den fuld gas allerede på onsdag. Men han vil være mentalt nedslidt, så vores opgave bliver at snakke med ham og holde ham lidt tilbage – så skal han nok være klar, når det gælder. Og det er senere på sæsonen, siger en cool Michael Bruun.

- Vi har heller ikke været nervøse for, at han ikke ville præstere, selv om starten i Danmark har budt på op- og nedture. Det tager sin tid at blive integreret, siger målmandstræneren.

Men nummer 26 i Danmark – og nummer 11 i verden bedømt udelukkende på statistik… Det giver vel ikke mening?

- Jo, det gør det, for statistik fortæller ikke hele sandheden. Der er forskel på redninger, og du kan ikke sætte tal på den udstråling og evne, en målmand som Torbjørn har til at rive sit hold med. Den har været stor for Norge under VM, og Torbjørn har et kæmpe potentiale, siger Michael Bruun.

Han tøver ikke med at udnævne ’sin’ målmand til et stortalent – uden svøb…

- Vi har selv en målmand, der var lige så god i den alder – men der er ikke mange, siger Michael Bruun med tanke på Niklas Landin.

Patrick Westerholm tog til Sverige for at studere målmanden. Allerede under opvarmingen havde han set rigeligt: Ham skal vi ha'. Foto: Jens Dresling
Patrick Westerholm tog til Sverige for at studere målmanden. Allerede under opvarmingen havde han set rigeligt: Ham skal vi ha'. Foto: Jens Dresling

Keeper-træneren har selv en kraftig finger med i spillet, der bragte nordmanden fra Drammen til Holstebro via svenske Lugi Lund.

- Jeg har været med omkring U-holdene årgang 1994/1995 i ca. fem år, og vi har spillet et hav af landskampe mod Norge. Jeg fortalte om ham, og cheftræner Patrick Westerholm tog til Sverige for at kigge. Det tog ikke så lang tid… Allerede under opvarmningen sagde han: Ham skal vi ha’!

Kombi’en blev så, at Torbjørn Bergeruds kæreste, venstrefløjen Hege Bakken Wahlquist, også fittede ind på klubbens damehold.

- Nu kommer han hjem efter en måned i en boble, hvor alt har handlet om landshold, VM, og der har været styr på det hele. Fra i morgen er der sgu ingen, der sørger for hans morgenmad - hverdagen melder sig, og den skal vi hjælpe ham med at finde ind i, ligesom han som andre unge målmænd skal lære, at man ikke kan redde ALLE bolde, siger Michael Bruun.

Set fra hans målmands-nørdede synspunkt har VM ikke budt på større nyskabelser.

- Ikke ud over, at alle spillere bliver stærkere, springer højere og skyder hårdere, og det, kombineret med syv mod seks-spillet betyder, at der kommer flere frie afslutninger fra streg og fløj. Skytterne kommer tæt på efterhånden, og det sætter jo kun Torbjørns præstation yderligere i relief.

Se også: Skyggen over slutrunden: Derfor skulle VM aldrig være afholdt

Se også: Norske opkomlinge smadret: Frankrig vinder VM

Se også: Nordmænd drømmer om mere efter historisk sølvmedalje

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere