Vestjysk sex-aktivist nummer et i Sverige

Tjenestemændenes Centralorganisation bringer Linnea Claeson helt til tops på liste over de 99 mest indflydelsesrige svenskere – i fremtiden

Linnea Claeson blev forleden præsenteret som Ringkøbing-spiller - nu er hun kåret som fremtidens mest indflydelsesrige svensker. Foto: Ringkøbing Håndboldklub
Linnea Claeson blev forleden præsenteret som Ringkøbing-spiller - nu er hun kåret som fremtidens mest indflydelsesrige svensker. Foto: Ringkøbing Håndboldklub

Hun skal bombe bolde i boksen for Ringkøbing i næste sæson.

Men det er ikke derfor, svenske Linnea Claeson med jævne mellemrum hamrer sig vej til overskrifterne – den jurastuderende håndboldspiller er nemlig ikke kun en hård nitte på de 20 gange 40 meter, hun kaster sig også ufortrødent ind i kampen for kvinders rettigheder uden for banen.

Vi har beskrevet, hvordan den 25-årige Skuru-spiller med næsten 200.000 følgere på Instagram-kontoen ’assholesonline’ jævnligt hænger lumre mænd ud og nagler dem til hjul og stejle på det sociale medie, når de har opført sig ubehageligt og krænkende over for hende selv eller andre kvinder.

- Jeg forsøger at få deres opførsel frem i lyset. For det er ikke i orden at skrive nedladende og sexistiske ting til hverken mig eller andre. Derfor lægger jeg deres seksuelle krænkelser online. Ord for ord. Kun på den måde kan omverden se, hvordan krænkelserne foregår, fortalte Linnea Claeson til Ekstra Bladet, da hun var blevet præsenteret som Ringkøbing-spiller fra den kommende sæson.

Hendes kamp har længe været kendt i Sverige, hvor hun nu bliver hædret af ingen ringere end ’Tjänstemännens Centralorganisation’, der for tredje år i træk har publiceret en liste over fremtidens 99 mægtigste og mest indflydelsesrige personer i Sverige.

Linnea Claeson drøner direkte ind på listens førsteplads i feltet af personer, der i skrivende stund alle er mellem 18 og 35 år.

- Jeg er jävligt glad for, at en ung pige som mig er nummer et på listen, skriver hun efterfølgende på Instagram.

Det er første gang overhovedet, en idrætsudøver har fundet vej ind på listen. I begrundelsen står bl.a.:

’Linnea Claeson blev træt af krænkelser på nettet og gør nu alt, hvad hun kan for at synliggøre og modvirke seksuelle trakasserier – ofte med humor som stærkeste våben. Med sin civil-courage som ledestjerne inspirerer hun tusindvis af følere på de sociale medier og kæmper for øget ligestilling.’

Linnea Claeson kommenterer selv hæderen således:

- Hvis jeg ikke bestemmer mig for at blive Disney-skurk, anskaffer en hvid kat og forsøger at overtage verdensherredømmet, så vil jeg bruge min magt til at give flere kvinder og unge piger magten til at bestemme over deres egne kroppe og liv, siger den bramfrie og særdeles engagerede håndboldspiller.

Se også: Hænger liderlige mænd ud på nettet: Nu kommer hun til Danmark

Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen