Veteranmålmand bliver ny direktør i Århus Håndbold

Målmand Jan "Tromle" Nielsen er ny direktør i Århus Håndbold, men spiller sæsonen færdig

Jan
Jan "Tromle" Nielsen i aktion (Foto: Polfoto)

Efter en lang karriere som topmålmand, kan Århus Håndbolds Jan "Tromle" Nielsen nu også skrive spillende direktør på sit cv.

Klubben oplyser fredag i en pressemeddelelse, at 42-årige Jan Nielsen bliver klubbens nye direktør. Målmanden har sideløbende med sportskarrieren opbygget virksomheden Business in Sport og er dermed ikke nogen novice i erhvervslivet.

- Jan har ambitioner og en dyb indsigt i udviklingen af professionelle sportsorganisationer. Derfor har han også fra begyndelsen været vores ønskekandidat, siger bestyrelsesformand Jan Børjesson i en pressemeddelelse.

- Med en stærk faglig baggrund, et kæmpe netværk, en udtalt fightervilje, og så det faktum, at han kender klubben og de mange frivillige, har Jan alle forudsætninger for at bringe os endnu et skridt opad, lyder det.

Se også: Dommen over håndboldligaen: Sådan er det gået din klub

Se også: Århus tromlede over Aalborg

Trods forfremmelsen er målmandsveteranen stadig aktiv på klubbens førstehold og til rådighed, når træner Erik Veje Rasmussen skal sætte hold i resten af denne sæson.

Den dobbeltrolle bliver ikke noget problem, slår den nye direktør fast.

- Jeg kommer ikke til at blande mig i de sportslige beslutninger i den nuværende eller kommende sæson, hvor det ligger fast, at vi fortsætter med Erik Veje Rasmussen og Peter Bredal som trænerduo, og de to har det fulde sportslige ansvar.

- Til gengæld vil jeg bruge min tid uden for banen til at komme rundt til vores trofaste sponsorkreds og øvrige samarbejdspartnere. De skal alle mærke, at vi sætter stor pris på deres engagement og opbakning, siger Jan Nielsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere