Vil have store slutrunder til Danmark

DHF vil have flere EM-slutrunder til Danmark og har sammen med Norge og Sverige søgt om både 2026 og 2028

Morten Stig Christensen er generalsekretær i DHF. Forbundet vil have fire slutrunder til Danmark. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Morten Stig Christensen er generalsekretær i DHF. Forbundet vil have fire slutrunder til Danmark. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Tilbage i december var Danmark vært for EM i kvindehåndbold. Og står det til Dansk Håndbold Forbund (DHF), så skal der meget mere EM-håndbold til landet de kommende år.

DHF har sammen med Norge og Sverige budt på værtskabet for både mændenes og kvindernes EM-slutrunder i såvel 2026 som 2028. Det fremgår af Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) hjemmeside.

Der er altså tale om bud på fire forskellige EM-slutrunder - mændenes i januar og kvindernes i december i henholdsvis 2026 og 2028.

Det er første gang nogensinde, at de tre skandinaviske lande byder sammen på værtskabet.

Kvindernes EM i december 2020 skulle være afviklet i fællesskab mellem Danmark og Norge, men coronarestriktionerne i Norge gjorde, at hele slutrunden endte på dansk grund.

I buddet på slutrunder i 2026 og 2028 fremgår det, at Herning, København, Aarhus og Kolding er i spil som mulige værtsbyer.

Buddene på henholdsvis kvindernes og mændenes slutrunder minder meget om hinanden, men der er forskel i placering af finaleweekenden.

For mændenes lægges der op til, at den skal foregå i enten København eller Herning, mens kvindernes ditto skal afvikles i Oslo.

I 2019 var Danmark vært for mændenes VM, og det endte i en stor dansk triumf med guld til Mikkel Hansen og co. Den titel genvandt holdet i Egypten tidligere i år.

Om fire år har Danmark også et stort værtskab, når man sammen med Norge og Kroatien lægger halgulv til VM 2025.