Vild panik: Mikkel og Co. overhalet af løbsk dæk

Drama i Minsk, da de danske håndboldherrer pludselig kom 'på hjul' - til gengæld er spillehallen mere end iskold og kan blive decideret farlig at skøjte rundt i

Mikkel Hansen under træningen inden den dramatiske rejse til Minsk. (Foto: Lars Poulsen)
Mikkel Hansen under træningen inden den dramatiske rejse til Minsk. (Foto: Lars Poulsen)

Det er ikke hverdag, en samlet landholdstrup i en hviderussisk spillerbus bliver overhalet indenom af et løsrevet lastvognsdæk. Men det var ikke desto mindre den velkomst, de danske harpiks-ekvilibrister fik under transporten fra lufthavnen i Minsk på turen til Hotel Arena i den hviderussiske hovedstad.

- Der var vild panik, og det er et mindre mirakel, at ingen blev ramt af dækket, beretter DHF’s presse-gesandt på stedet, Finn Tage Jensen.

En lastbil trak op på siden af spillerbussen, hvorefter løjerne så gik lettere amok. Det ene forhjul gik i udbrud, overhalede spillerbussen og trillede lystigt ud i rabatten, hen ad en afkørsel for så at fortsætte den ukontrollable tur på motortrafikvejen, hvor såvel buschauffør som en anden årvågen bilist lykkeligvis undgik at kollidere med det løbske gummi-missil.

Se også: Dansk streg-profil afviser Pytlick-historie

- Der var stor opstandelse, men desværre var ingen årvågne nok til at forevige situationen fotografisk. Det er trods alt sjældent, man kommer ud for sådan en situation, beretter DHF’s pressechef relativt muntert.

Der er til gengæld ingen jubel over den hal, håndboldlandsholdet i eftermiddag trænede i – og i morgen kl. 18 dansk tid tørner ud mod Hviderusland.

Hallen er relativt ny og bygget op til Ishockey VM sidste år - og med garanti fortræffelig til skøjtesport med kæp i hånd. Men det giver altid problemer, når man lægger håndboldbaner direkte oven på is, og der er bitterligt fodkoldt i hallen, hvor temperaturen under træningen i eftermiddag ikke kunne bankes op over 10 grader.

Se også: Landsholdsprofil: Stop nu snakken om bøsserøve!

- Det en sag, vi bliver nødt til at forholde den polske delegerede Marek Szajna under det tekniske møde kl. 10 torsdag formiddag, siger Finn Tage Jensen.

Problemet med kulden vil blive endnu større, når der i morgen aften kommer tilskuere ind i arenaen, hvor is og håndboldbane blot er adskilt af et par centimeter plastic. Kondensvand vil med garanti drøne ned ad samtlige søjler og spær og kan gøre håndboldkampen til et mareridt i gulv-aftørring. Og endnu værre: Gøre gulvet decideret farligt at spille på.

- Det er ikke godt, og her er decideret pisskoldt. Jeg har ingen anelse om, hvordan problemet kan afhjælpes, men kan bare sige, at hver gang en målmand skal ud og hente en bold bag målet – eller spillere sendes ind fra bænken – vil de uvægerligt komme til at slæbe vand ind på banen, siger DHF’s pressemedarbejder om forholdene i Chizhovka Arena.

Danmark møder Hviderusland to gange – i aften i Minsk og lørdag i Aarhus. Det gælder kvalifikationen til EM i Polen 2016 i en gruppe, hvor Litauen og Bosnien er de to andre hold. Danmark fører gruppen med fire point foran hviderusserne med tre – nummer et og to sikrer sig adgang til EM næste januar.

Se også: DHF freder Klavs Bruun: Ingen straf i 'bøsserøvs-sag'

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere