Efter at ti spillere, ledere og formanden for det norske Håndboldforbund, blev smittet med corona efter en kamp mod Slovenien i oktober, har det norske håndboldforbund taget alle forhåndsregler i brug op til VM-slutrunden i Spanien.
De norske spillere får hver eneste morgen stukket en pind op i næsen for at sikre, at der ikke opstår et corona-udbrud før slutrunden.
Derudover skal spillerne helt droppe kontakten med modstanderholdet og må eksempelvis ikke kramme efter kampene.
Det skriver VG
- De skal i hvert fald holde en meters afstand. Men det er ikke så let at overholde. Der blev udvekslet lidt kram efter kampen mod Holland, fortæller den norske landsholdslæge Nils Ivar Leraand.
Leraand forventer, at spillerne bliver testet hver anden dag, når slutrunden løber af stablen i næste uge.
Spillerne selv har ikke noget imod de nye corona-tiltag.
- Det er ikke noget problem i forhold til, hvad vi er villige til at ofre for at spille til det her VM, siger den norske stjerne-back Nora Mørk.
Mørk, der for nylig har skrevet under med Team Esbjerg, forklarer at kampen mod Slovenien var en øjenåbner.
- Det var tankevækkende og en påmindelse om, at vi må fortsætte med det, vi har gjort tidligere. Derfor har vi valgt at gøre det sådan.
Norge møder Kasakhstan i deres første gruppekamp på fredag.
Danmark skal allerede i aktion på torsdag, hvor de møder Tunesien.