Ville holde detalje hemmelig

Camilla Andersen og Mia Hundvin var på alles læber under OL i 2000, og det blev for meget for Jan Pytlick, fortæller Andersen i ny bog

FIF-træner Per Skaarup med sine to OL-guldvindere Camilla Andersen og Mette Vestergaard samt Mia Hundvin. Foto: Sif Meincke/Ritzau Scanpix
FIF-træner Per Skaarup med sine to OL-guldvindere Camilla Andersen og Mette Vestergaard samt Mia Hundvin. Foto: Sif Meincke/Ritzau Scanpix

Verdenspressen var enig: Historien om Camilla Andersen og Mia Hundvin var en god historie.

At det dansk-norske ægtepar skulle mødes ved OL i Sydney i 2000 gjorde det kun endnu sjovere, hvilket fik et utal af journalister til at møde op til træninger og pressemøder i Australien og tæppebombe især danskeren med spørgsmål, der var milevidt fra overgange og overtal på banen.

Det var så vildt, at daværende landstræner Jan Pytlick måtte ændre taktik og direkte bede Camilla Andersen droppe pressemøderne.

Det fortæller hovedpersonen i en ny bog ’Min største kamp’ skrevet af en stribe af dansk håndbolds største stjerner gennem årene – og præsenteret af fire journalister.

- Vi er nødt til at fokusere på håndbolden, sagde landstræneren venligt, men bestemt. Jeg forstod ham godt. Mit privatliv havde taget alt for meget fokus i medierne, og det påvirkede både mig og resten af holdet, at journalisterne konstant spurgte til mit ægteskab, fortæller Camilla Andersen i kapitlet, som tv2.dk bringer i sin helhed.

Så omtalt var historien, at selv Sports Illustrated, der i USA sandt for dyden ikke bruger meget krudt på en sport, de knap nok aner hvad er, bragte en artikel under overskriften ’In Love and War’.

- På OL's andendag mødtes et ægtepar på banen for første gang i OL-historien. Du bemærkede det nok ikke, men det gjorde de i Norge og Danmark, skrev magasinet.

Danmarks OL-chef, Jesper Frigast, fik i samarbejde med nordmændenes delegation fjernet oplysningen om parrets ægteskabelige status fra det officielle infosystem under legene. Men det havde nærmest den modsatrettede effekt.

Ikke mærkeligt på banen
Folk væltede ind til træninger og pressemøder og stillede de samme spørgsmål, fortæller hun.

Camilla Andersen var som spiller dygtig til at bevare roen, hvilket også kom til udtryk i denne tilspidsede situation, hvor hun formåede at bevare overblikket og ikke lade sig gå alt for meget på af den sære situation.

Hun medgiver, at det ikke var videre fantastisk at skulle forholde sig til ægteskabet overfor medierne, og det var end ikke videre mærkeligt, da Danmark og Norge mødtes på banen.

Det havde de gjort i to træningskampe op til legene, og de norske verdensmestre havde banket Danmark godt og grundigt ved begge lejligheder.

Artiklen fortsætter under billederne

Camilla og Mia på banen i Sydney. Foto: Jens Dresling
Camilla og Mia på banen i Sydney. Foto: Jens Dresling

Ægteparret fotograferet foran Frederiksberg Rådhus efter hjemkomsten fra OL. Foto: Sif Meincke/Ritzau Scanpix
Ægteparret fotograferet foran Frederiksberg Rådhus efter hjemkomsten fra OL. Foto: Sif Meincke/Ritzau Scanpix

Først spillede de sammen i FIF og siden i Slagelse. Foto: Jesper Stormly Hansen
Først spillede de sammen i FIF og siden i Slagelse. Foto: Jesper Stormly Hansen

Ellevild dansk jubel da finalesejren over Ungarn er en kendsgerning. Foto: Morten Bjørn Jensen/Ritzau Scanpix
Ellevild dansk jubel da finalesejren over Ungarn er en kendsgerning. Foto: Morten Bjørn Jensen/Ritzau Scanpix
 

I Sydney vandt Norge også. Med to mål.

Camilla og Mia lod sig dog ikke gå på af hverken omtale eller sport. De så hinanden jævnligt under OL og nåede endda at se noget sport, der ikke var håndbold, også.

Fanget til beachvolley
Under en beachvolleykamp blev de fotograferet, mens den ene kyssede den anden på kinden.

- Opmærksomheden om os var der hele tiden, men nu påvirkede det mig ikke længere på banen. Det var bare rart at bruge tid med andre end mine holdkammerater, for på det tidspunkt havde vi været samlet i næsten en måned, og man kan godt få lejrkuller af at se på de samme mennesker hele tiden, fortæller hun.

Der var lagt op til endnu et møde mellem Danmark og Norge i OL-finalen, men nordmændene kiksede i semifinalen mod Ungarn, der i stedet mødte danskerne på OL’s sidste dag.

En hæsblæsende finale fulgte, som danskerne endte med at vinde efter at have været voldsomt meget bagud undervejs.

Det endte med at blive Camillas sidste landskamp for Danmark. Hun var gift med Mia Hundvin i tre år og nåede desuden at spille sammen med hende i både FIF og Slagelse.

30 kommentarer
Vis kommentarer