VM-fløjen der kan svæve

Den klejne Emma Friis har fået sit gennembrud ved VM - hun er Danmarks bedste afslutter fra fløjen, mener landstræneren

Følg Håndbold

GRANOLLERS (Ekstra Bladet): Hvad man ikke har i højden, må man have i springkraft. Emma Friis måler 162 centimeter, men hun kan svæve. Langt bedre end de fleste.

Den 22-årige venstre fløj har imponeret ved VM, hvor hun efter de første fem kampe har scoret 13 mål på 16 forsøg. Men nok så væsentligt har hun også ydet en ualmindelig stor indsats i forsvaret. Hun deles om pladsen med den mere rutinerede Lærke Nolsøe, der også har spillet en stor turnering. Fløjene i den danske venstreside har i den grad gjort sig bemærket.

Derfor var der også bud efter Emma Friis på pressemødet i solbeskinnede Barcelona inden kampen mod Tyskland.

Artiklen fortsætter under billedet...

Emma Friis svævede og scorede fire gange mod Tjekkiet. Foto: Lars Poulsen.
Emma Friis svævede og scorede fire gange mod Tjekkiet. Foto: Lars Poulsen.
 

- Det er sjovt at være til VM, men jeg tror først det går op for en, når man kommer hjem og får tid til at fordøje alle indtrykkene. For lige nu kører det bare. Der er faste rutiner hver dag, så jeg prøver bare at følge med.

- Du har fået lov til at spille meget. Hvordan er det?

- Det er virkelig fedt. Det tanker en masse selvtillid. Inden vi tog afsted til slutrunden, havde vi nogen forventningssamtaler med både Jesper Jensen og Lars Jørgensen. Der fortalte Jesper, at han var glad for det arbejde, jeg havde gjort og også det arbejde Lærke gjorde, så vi ville komme til at deles lidt om tiden. Derfor startede jeg mod Tjekkiet og Lærke er startet i de andre kampe.

Artiklen fortsætter under billedet..

Emma Friis nyder solen i Spanien. Foto: Lars Poulsen.
Emma Friis nyder solen i Spanien. Foto: Lars Poulsen.
 

Hvad er din rolle i forsvaret?

- Vores koncept er, at fløjene skal have et højere udgangspunkt end backerne. Vi skal være lidt mere aggressive, stå lidt højere oppe i banen og stå så kompakt som muligt. Det giver et stort område til os, og derfor er jeg nødt til at spejde, for at se om fløjen løber bag om mig. Jeg er ikke fra klubholdet vant til at skulle arbejde i så store rum og være så højt i banen så lang tid ad gangen. Det er en rolle, jeg lige skulle finde ind i. Jeg føler mig tilpas nu, og der er hele tiden en dialog med Lars og med målvogterne og med resten af forsvaret om hvor højt, det skal være, og hvor kompakt vi skal stå.

- Mange har bemærket dit svæv. Har du været gymnast før?

- Da jeg var yngre, gik jeg til gymnastik. Jeg har altid været rimelig atletisk. Jeg har også gået til atletik. Men det blev håndbold, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke bliver den højeste spiller.

- Altså ikke bagspiller?

- Nej, jeg skulle lægge mit fokus et andet sted. Det har været at udvikle mit spring og arbejde med hvilke skudvarianter, jeg kan bruge, når jeg har så højt et spring.

Artiklen fortsætter under billedet...

 

Emma Friis har scoret igen. Foto: Lars Poulsen.
Emma Friis har scoret igen. Foto: Lars Poulsen.
     

- Nu har I nået kvartfinalen. Er I begyndt at drømme om mere?

- Det er vi da helt sikkert. Det er lidt det, man går og drømmer om. Det er det vi er her for. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke går og drømmer om at komme i den semifinale. Men der ligger noget arbejde først, og lige nu har vi fuld fokus på Tyskland og siden kvartfinalen, siger Emma Friis.

Hun kan dog ikke holde fuld fokus på håndbolden. Hun har lærebøger med til Spanien.  Der venter en eksamen i slutningen af december og endnu en i januar. Emma Friis læser International virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet.

Landstræner Jesper Jensen er også særdeles tilfreds med Emma Friis. Både på og uden for banen.

- Hun er en lille varmepude i en trup. Hun er så sød og kær og går rundt med en lille smil. Hun råber ikke højt, men hun giver noget varme, og på banen er hun bare superdygtig. Måske den potentielt bedste afslutter der er i Danmark på fløjene. Hendes kompetenceniveau ligger rigtig højt. Hun kan mange ting med bolden og er et legende gemyt.

- Hendes forsvarsspil har udviklet sig rigtig meget. Især hendes samarbejde med Lars Jørgensen har gjort noget. Hun er meget ærgerrig, og så er hun sindssyg spilintelligent. Hun er god til at adoptere. Når hun får at vide af Lars, om hun ikke lige kan gøre sådan, så knipser hun med fingrene og retter det til lynhurtigt til.

Artiklen fortsætter under billedet...

Emma Friis, tv, har udviklet sit forsvarsspil. Her træder hun hjælpende til under træningen i Granollers. Foto. Lars Poulsen.
Emma Friis, tv, har udviklet sit forsvarsspil. Her træder hun hjælpende til under træningen i Granollers. Foto. Lars Poulsen.
 

- Hvordan vil du beskrive hendes svæv?

- Der ligner hun en herrespiller. Den der ro der er i luften. Det er fedt. Hun ligner en der har alle muligheder i verden. Derfor bliver man helt forundret, når hun brænder, men heldigvis er hun også menneske. Men hun er også mentalt stærk. Det har hun også vist ved den her slutrunde. Hun lader sig ikke slå ud af et brændt skud eller en tabt bold, siger Jesper Jensen.   

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.