I herrernes håndboldliga fører Aalborg suverænt, mens GOG blot ligger nummer otte, men det er fynboerne, der er klar til Final 4 i Santander Cup og ikke det nordjyske hold.
Det blev en kendsgerning, da GOG tirsdag aften vandt pokalturneringens kvartfinale med 25-24 på udebane efter en dramatisk afslutning, hvor Lasse Møller scorede GOG's sejrsmål i sidste sekund.
Forinden havde Henrik Møllgaard dummet sig, da Aalborg ellers så ud til at kunne køre kampens sidste angreb.
Der var smæk på kampen fra start, og GOG var først til at komme ovenpå, da holdet vekslede 4-5 til 9-6.
GOG fastholdt grebet, og i sidste sekund sørgede Emil Jakobsen for pauseføring på 12-8.
GOG førte også 20-16, men så begyndte Aalborg at hale ind. Først med fem minutter tilbage var der dog balance, da Henrik Møllgaard udlignede til 22-22.
Derefter førte Aalborg med 23-22 og 24-23, men Emil Jakobsen - kampens topscorer - udlignede til 24-24 med sit ottende mål i kampen.
Fik ikke orienteret sig
Derfra var det et sandt drama i de sidste minutter. I kampens sidste minut brød GOG's Josef Pujol igennem, men han skød i sidenettet fra fri position.
Så lå det til, at Aalborg i kampens døende sekunder kunne køre det sidste angreb. Men Henrik Møllgaard var uopmærksom på banens midte, og i sit tilbageløb efter den missede chance snuppede Pujol bolden fra Møllgaard.
Så havde GOG få sekunder til at afslutte, og det så ud til at løbe ud i sandet, da Lasse Møller tog ansvaret og sendte bolden i mål.
- Jeg får ikke orienteret mig om, hvor han er henne. Det er en helt hjernedød fejl, når vi endelig står med chancen for at vinde, sagde Henrik Møllgaard til TV 2 Sport efter dramaet.
Tidligere tirsdag vandt Skanderborg den første kvartfinale med 27-25 over TMS Ringsted fra den næstbedste række.
De to sidste kvartfinaler - mellem Århus Håndbold og TTH Holstebro samt Bjerringbro-Silkeborg og Skjern - spilles onsdag.
Final 4-stævnet spilles i Jyske Bank Boxen i Herning 14. og 15. marts næste år.
I tårer: - Kunne hugge hovedet af mig selv
Drømmen skudt ned: Holdkammerater vil ikke bade med hende
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.