VM i barsel: De føder og føder – og der er én mere på vej

Mads Mensah blev gift i november og bliver far til marts – ellers er der foreløbig intet nyt fra barselsgangen

Se optakten til aftenens kamp, der bliver uden Nikolaj Øris, hvis kæreste skal føde. Video: Jens Dresling

HERNING (Ekstra Bladet): Mikkel Hansen blev far 5. januar, Nikolaj Øris forlod i går VM-lejren i huj og hast for at være til stede ved fødslen af sit andet barn – og der er såmænd flere landsholdsbørn på vej.

Mads Mensah og hans hustru Line Bødker Nielsen skal have deres første barn i marts, og dermed er timingen – i hvert fald i forhold til VM – noget bedre, end det er tilfældet i de to andre bagspilleres tilfælde.

Mads og Line blev gift i november på slottet Schwetzingen lige uden for Mannheim, hvor holbækkeren tidligere på sin hjemmebane i SAP Arena i voldsom grad tog fusen på sin senere brud, da han efter en Bundesligakamp mod Lemgo fik hende kaldt ind på banen, gik i knæ og med lidt besvær fik åbnet en lille paket med en ring og stillede et spørgsmål.

Hun sagde ja! Og ikke et øje var tørt.

- Jeg skulle jo finde en eller anden måde at gøre det på, der kunne give hende lidt røde kinder, fortæller Mads Mensah og afslører, det i den grad også lykkedes.

Og med hensyn til den private famlieforøgelse:

- Jeg har været heldig med at time det, så det ikke sker lige under VM.

Træk vejret dybt! Johan Hansen assiterer den lidende Mads Mensah, der fik lov at smage færingens skudkraft under fodboldkampen søndag aften i Boxen. Mensah overspillede muligvis en anelse... Foto: Jens Dresling
Træk vejret dybt! Johan Hansen assiterer den lidende Mads Mensah, der fik lov at smage færingens skudkraft under fodboldkampen søndag aften i Boxen. Mensah overspillede muligvis en anelse... Foto: Jens Dresling

Med Nikolaj Øris tvivlsom og Casper U. Mortensen definitivt ude af aftenens kamp mod Saudi-Arabien kunne man forestille sig, at altmuligmanden fra Holbæk også skal bygge fløjspillet ind i sit righoldige repertoire.

- Kan du stå en venstre fløj i aften?

- Det vil jeg jo nok selv mene, jeg kan. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg har en træner, der IKKE har den opfattelse. Han har set lidt og mener afgjort ikke, jeg er skarp nok fra fløjen. Jeg er sikker på, jeg ikke får nogle minutter på den position. Desværre.

- Du kan jo ellers alt!

- Ja! Jeg mener også selv, jeg spiller en god venstrefløj.

- VM-kampagnen indeholder foreløbig to fødsler og et hav af små og større skader. Giver det uro i en trup?

- Det synes jeg egentlig ikke. Det hjælper nok også en del, at vi er i Danmark denne gang. Det havde givet langt større problemer, hvis vi stod i Qatar, eller hvor der nu ellers har været verdensmesterskaber. Det har ikke fyldt så meget, som det kunne have gjort under andre forhold, siger Mads Mensah.

Mads Mensah blev undervejs i fodboldkampen ramt på foden, så bolden røg videre til en medspiller, der scorede. Mensah krævede straks at blive noteret for en ASSIST! Foto: Jens Dresling
Mads Mensah blev undervejs i fodboldkampen ramt på foden, så bolden røg videre til en medspiller, der scorede. Mensah krævede straks at blive noteret for en ASSIST! Foto: Jens Dresling

- Det, der har slået hårdest indtil videre, var Hans Lindbergs seneste skade af nogle følelsesmæssige årsager, men til alt held er omfanget af de andre skader i et leje, hvor man kan sige: Det når nok at flaske sig. Og i forhold til fødslerne er det jo en kæmpe fordel, at vi spiller i Danmark.

- Er du tilfreds med din rolle hidtil?

- Den er blevet, som jeg havde forventet med forsvar på den ene og den anden back og med at give Rasmus Lauge lidt luft, når han har brug for det i angrebet. Så indtil videre har der ikke været de store overraskelser.

Med nøglespillere som Niklas Landin, Mikkel Hansen og Rasmus Lauge i overdådig kampform i de to første kampe mod lette modstandere tegner VM foreløbig lyst. De er dog et lille men:

- Det er i hvert fald et super fundament, men nu må vi se, om vi kan holde det kørende, når vi bliver matchet mod hold fra den øverste hylde. Men indtil videre ser det rigtigt godt ud, medgiver Mensah.

Se også: Tvunget ud efter kæmpe VM-bommert: Glemte trøjerne på hotellet

Se også: Nyt uheld og ny fødsel: Flere VM-kvaler for Danmark

Se også: Dansk VM-debutant jubler: Ubeskriveligt, gåsehud, det største

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere