VM-målmand død efter koma

Alfredo Quintana udåndede i dag, melder hans klub FC Porto

Alfredo Quintana sprudlede ikke mindst under EM i Sverige for et år siden, men han var også stærk under VM i Egypten for nylig. Foto: NTB Scanpix/Ritzau Scanpix
Alfredo Quintana sprudlede ikke mindst under EM i Sverige for et år siden, men han var også stærk under VM i Egypten for nylig. Foto: NTB Scanpix/Ritzau Scanpix

Den portugisiske håndboldmålmand Alfredo Quintana er i dag afgået ved døden. Det oplyser den 32-årige keepers klub FC Porto. Målmanden blev ramt af akut hjertestop under træning i mandags, og det var umuligt at genoplive ham i hallen.

Han blev bragt til Hospital de Sao Joao i Porto, hvor han blev lagt i kunstig koma. Der var frygt for, at hans hjerne allerede havde lidt stor skade, og det lykkedes heller ikke at redde den cubansk fødte målmands liv.

FC Porto skriver på bl.a. Twitter: 'Vores kære Alfredo Quintana døde i dag. Du vil altid blive husket som en af os. En ægte drage! Hvil i fred.'

Der var en klublæge til stede, da Alfredo Quintana faldt om under træningen mandag, melder sportsavisen O Jogo. Men selv lægen klarede ikke at genoplive målmanden, der dagen forinden var blevet hyldet for en stor præstation i den hjemlige liga mod Aaguas Santas, hvor han havde 14 redninger i 34-26-sejren.

Et halvt døgn senere skete ulykken.

Keeperen, der blev født i Havana, var såmænd også træfsikker selv. I sin sidste ligakamp scorede han to mål, og i sine 67 landskampe for Portugal nettede Quintana ti gange.

Quintana blev mandag bragt til hospitalet og lagt i koma og i en hjerte- og lungemaskine, men bulletinerne var ikke lovende. En ct-skanning afslørede onsdag, at der var væskeophobning i hjernen, og fredag døde han.

Alfredo Quintana kom til Portugal fra Cuba i 2011 og blev portugisisk statsborger i 2014. Han blev nomineret til EM's All Star Team for et år siden i Sverige, hvor Portugal var turneringens helt store og forfriskende oplevelse. Portugal blev ikke mindst takket være den rolige keepers indsats nummer seks ved EM. I januar blev han og Portugal nummer ti ved VM i Egypten.

Quintana efterlader en datter, Alicia, der er næsten to år gammel.

Kæmper for livet

VM-spiller ramt af hjertestop til træning