Det danske håndboldlandshold tangerede mandag Frankrigs VM-rekord med 25 kampe i træk uden nederlag.
De dobbelte verdensmestre har ikke tabt en kamp siden 2017, når det drejer sig om VM-slutrunder.
Det er helt vildt.
Men pudsigt nok var seneste nedtur til dagens modstander fra Ungarn.
Spøgelset fra Albertville, som kampen siden er blevet kaldt, en 1/8-finale i Frankrig, som de olympiske mestre fra Rio et halvt år forinden bare skulle vinde.
Men kampen og resultatet endte med at blive et punkt, hvorfra Danmark siden har bevæget sig i en anden retning, fortæller Henrik Møllgaard, der naturligvis var med i Albertville.
- Jeg tror, os der var med har lært meget af i forhold til hvordan vi sådan fremstod, og hvordan vi sådan opførte os, siger han til Ekstra Bladet.
Det handlede kun om VM-finalen
- Hvordan opførte I jer da?
- Vi kom direkte fra OL-guld, og så skulle vi en tur til Frankrig, og det eneste, det drejede sig om, det var, at nu skulle vi bare i den der VM-finale mod Frankrig på hjemmebane i Bercy, og skulle slå dem foran 15.000 af deres egne, fordi nu havde vi jo fået ramt på Frankrig i den der OL-finale.
- Nu vidste vi, at de kunne slås. De kunne godt ligge ned. Men vi trænede ikke ordentligt, og vi var vi var bare arrogante, og vi havde det sådan, at det går jo nok, og vi har jo lige vundet, og vi er pissefede. Men vi spillede dårligt. Altså, vi spillede en dårlig turnering. Vi var dårligt taktisk forberedt, vi var dårligt forberedt på, hvad og hvem, der kom.
Danmark tabte 25-27, men, som Møllgaard indledningsvis konstaterer, Danmark var aldrig i nærheden af sejren.
- Resultater lyver. Vi var overmatchet, og at vi kom tæt på var fordi, det gik op for ungarerne, at de var i gang med at vinde. De gik en smule i panik.
'Det var vanvittig sundt'
Men hvor andre nedture og mareridt har været noget, der er blevet gemt og glemt, så har spøgelset fra Albertville været en løftestang for landsholdet, mener Møllgaard.
- Det er blevet en kamp, vi refererer til internt på holdet. I hvert fald os der var med. Det var topmålet af, hvad vi ikke vil være. Det var sundt at tabe den kamp. Det var ikke sjovt at være i.
- Vi måtte jo tage sådan lidt et opgør med det efter kampen. Det gik op for os, hvad fanden det var, vi havde haft gang i. Men det var vanvittigt sundt for det hold at ryge ud på røv og albuer.
- Vi opførte os jo som om, Ungarn var et bump på vejen, og det var i virkeligheden irriterende, at vi skulle til Albertville og spille den kamp. Vi skulle jo bare tilbage til Paris og tryne dem (Frankrig, red.) i finalen.
- Men vi har lært af det.
- Så kvartfinalen bliver ikke et bump på vejen for jer...?
- På ingen måde. Og sidst vi mødte dem (EM i netop Ungarn sidste år, red.) boksede vi også med dem (24-24, red.). Og det er meget det samme hold, vi nu møder.
Mathias Gidsel er landsholdets DJ under VM-slutrunden, men er han en god eller dårlig DJ? Det er der ikke helt enighed om i landsholdstruppen