VM-profiler skyder Esbjerg til pligtsejr

SønderjyskE bed godt fra sig i 45 minutter, men anført af to hollændere hentede Team Esbjerg den ventede sejr

Hollandske Estavana Polman blev topscorer for Team Esbjerg i sejren over SønderjyskE. (Foto: Anita Graversen)
Hollandske Estavana Polman blev topscorer for Team Esbjerg i sejren over SønderjyskE. (Foto: Anita Graversen)

Titelbejleren Team Esbjerg er tilbage i hælene på førende FC Midtjylland, efter at esbjergenserne lørdag eftermiddag hentede den forventede udesejr over pointløse SønderjyskE.

Team Esbjerg vandt 34-27 efter 19-16 ved pausen i Aabenraa Idrætscenter, og det var især to hollandske VM-sølvvindere, der trak læsset for storfavoritterne.

Se også: Helle Thomsen får comeback som svensk landstræner

Topscorer blev Estavana Polman, der scorede ti gange mod sin tidligere klub. Hun blev skarpt efterfulgt af landsmanden Laura van der Heijden, der nettede otte gange.

SønderjyskE, som er noteret for 14 nederlag i lige så mange kampe, var foran 4-3, men fem mål i træk af gæsterne bragte stillingen på 4-8, og derfra lignede det den ventede storsejr til gæsterne.

Men foran hjemmepublikum blev SønderjyskE fint fra sig, og knapt midtvejs i anden halvleg nåede holdet helt op på 24-25.

Til slut strammede esbjergenserne skruen og spillede sig dermed op på 22 point for 14 kampe. Det er et færre end FC Midtjylland, der fredag overraskende tabte til Silkeborg-Voel.

Se også: Viborg vendte nedtur til sejr

Der var også favoritsejr i lørdagens anden kamp i Primo Tours Ligaen, hvor Viborg på hjemmebane besejrede SK Aarhus med 23-19.

Begge hold havde store problemer med målscoringen i første halvleg, der endte med de usædvanlige cifre 7-7. Men efter sidebyttet var tingene normaliseret.

Rikke Skov og Siri Seglem blev topscorere for Viborg med seks mål hver, mens Mette Tranborg lavede fem for gæsterne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere