Det har ikke været meget, han har haft at lave under kampene ved dette VM.
Jo jo, bevares. Kevin Møller er da kommet ind her og der, og mod USA stod han tilmed 60 minutter.
Men han er og bliver reserven, så længe Niklas Landin er med.
Og når landstræneren kigger på ham, så rejser han sig, spænder hver en fjeder i kroppen og går i krig.
Som nu VM-finalen søndag aften i Stockholm.
Landins aften havde været så som så, og så var det Møllers tur. Mod et fransk klasse-hold, der knoklede med alt, hvad de havde lært for at komme op.
Men så trådte Der Kevin ind!
Han flåede en stribe redninger ud af ærmet, og selvom det er folk som Rasmus Lauge og Simon Pytlick, der får en stor del af æren for den danske VM-triumf, så er det ikke sikkert, det var blevet til meget, hvis ikke Kevin havde været der.
- Det er jo mit lov. At komme ind og hjælpe til, når der er brug for det. Det er det, jeg gør, kom det beskedent, da han mødte den danske presse efter kampen
- Jeg er bare glad for at kunne bidrage i dag. Men det er ikke kun mig i dag. Der er mange, der bidrager. Mensah kommer ind og gøre det fremragende. Lauge kommer ind og gør det formidabelt, sagde han og nævnte pudsigt nok to andre meget rutinerede gutter, der som han har levet lidt i skyggen ved dette VM.
Hvornår vidste du, den var hjemme?
- Da vi scorede til plus fem. Før turde jeg ikke kigge på stillingen, grinede han.
Stemningen var høj, da landsholdet ankom til deres hotel efter vm-sejren