Arabiske flyselskaber går sammen om at sende mere end 160 daglige fly mod Qatar under det kommende VM i fodbold.
Det oplyser direktøren for Qatar Airways, Akbar al-Baker, torsdag på et pressemøde.
De mange afgange vil ske fra nærliggende byer i Mellemøsten. De skal gøre det muligt for tilskuere at flyve ind og ud af Qatar på kampdage, hvilket vil lette presset på den lille VM-vært.
Forventningen er, at op mod 1,2 millioner fans fra hele verden vil rejse til Qatar for at overvære VM-slutrunden. Det vil give ørkenstaten logistiske udfordringer, da det vil presse hotelkapaciteten.
Det har blandt andet ført til, at priserne for en hotelovernatning i hovedstaden Doha er steget.
Forventningen er, at op mod 200.000 passagerer hver eneste dag under VM skal igennem Qatars to lufthavne, siger Akbar al-Baker ifølge AFP. Det svarer til det dobbelte af det normale niveau.
Ud over Qatar Airways er flyselskaberne Fly Dubai, Oman Air, Kuwait Airways og Saudi Arabian Airlines gået med i samarbejdet. Også Etihad og Air Arabia kan blive en del af aftalen, siger Akbar al-Baker.
VM afholdes fra 21. november til 18. december.