Han vader i nederlag

Det gik ellers så godt, men de seneste år har FIFA-præsident Gianni Infantino lidt nederlag på nederlag

Infantino var faktisk en støtte, da Ceferin, tv, blev valgt som præsident for UEFA. Siden har de ikke forspildt en mulighed for et godt skænderi. Foto: Alexander Hassenstein/Getty Images/Ritzau Scanpix
Infantino var faktisk en støtte, da Ceferin, tv, blev valgt som præsident for UEFA. Siden har de ikke forspildt en mulighed for et godt skænderi. Foto: Alexander Hassenstein/Getty Images/Ritzau Scanpix

2. division er tilbage, og som specielt tilbud kan du nu se slutspillet gratis. Følg dit hjerte, følg din klub og få adgang her

Er du allerede PLUS-kunde, ser du kampene her

VM i Rusland i 2018 blev en fantastisk succes for værterne og for FIFA’s præsident Gianni Infantino. Sportsligt og økonomisk.

På kongressen i Moskva gik det også hans vej. Som forventet stemte et stort flertal af de 211 medlemslande VM i 2026 til USA/Mexico/Canada. 

Resultatet blev endnu en cementering af Infantinos gode forhold til Donald Trump.

Men i spillet i kulissen i Moskva led Infantino smertelige nederlag, og faktisk har han ikke de seneste år, kunnet notere sig for en ny sejr.

FIFA-præsidenten ville, mens solen skinnede på ham i Moskva, have støtte til, at VM i Qatar i 2022 skulle udvides fra 32 til 48 hold. Men han forregnede sig. UEFA og flere af de øvrige konføderationer ville ikke lege med. 

Ideen om udvidelsen havde Infantino fostret sammen med sin ven i Saudi-Arabien, den brutale kronprins Mohammed bin Salman, som gør sig store anstrengelser for at genere fjenderne i Qatar.

Artiklen fortsætter under billedet...

Infantino, i midten, hygger sig med Saudi-Arabiens kronprins og den russiske præsident, Vladimir Putin. Foto: Svein Ove Ekornesvåg/Ritzau Scanpix
Infantino, i midten, hygger sig med Saudi-Arabiens kronprins og den russiske præsident, Vladimir Putin. Foto: Svein Ove Ekornesvåg/Ritzau Scanpix
 

Qatar, som ikke er større end Sjælland, vil ikke kunne magte en slutrunde med 48 hold, og derfor var det Infantinos idé, at VM skulle deles med nabolandene. En absurd tanke, al den stund Qatar nu i årevis er blevet chikaneret af Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Qatar sagde selvfølgelig nej tak.

At udvidelsen ikke gik igennem, var det første alvorlige signal om, at Infantino var ved at miste kontrollen over sig eget magtspil. Indtil 2018 var alt ellers gået hans vej. Men nu blev han drevet rundt i manegen af Saudi-Arabien, som lokkede med milliarder, og det var et spil, han ikke kunne styre. 

Saudi-Arabiens engagement i fodbold begyndte for alvor i 2017, da det mægtige kongedømme sammen med flere af sine naboer i Golfen indledte boykotten af Qatar. Begrundelsen var, at Qatar støttede terrorisme. 

Enorme summer

Saudierne var klar til at bruge enorme summer på at få indflydelse på FIFA’s turneringer, herunder VM, og sammen med Infantino havde de flere planer.

Uden varsel informerede Infantino i marts 2018 FIFA’s bestyrelse om, at investorer fra Mellemøsten og Asien ønskede at investere 25 milliarder dollar i et udvidet klub-VM og en global Nations League.

Han ville ikke sige, hvem investorerne var, men bad i Bogota i Colombia bestyrelsen om at tage en rask beslutning, for ellers ville tilbuddet blive trukket tilbage. Bestyrelsen nægtede at støtte forslaget, før der kom mere information på bordet.

Især var UEFA imod, og den europæiske fodboldpræsident, Aleksander Ceferin, viste for første gang sin skepsis overfor Infantinos mange planer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Infantino og Ceferin er ikke enige om ret meget i fodboldverdenen. Foto: Lars Poulsen
Infantino og Ceferin er ikke enige om ret meget i fodboldverdenen. Foto: Lars Poulsen
 

Modstanden gik på flere elementer. Det var tanken, at investorerne skulle være medejere af FIFA’s turneringer. Den slags havde man aldrig hørt før. Og så havde UEFA en interesse i at beskytte sine egne turneringer, ikke mindst guldægget Champions League, som kaster mange milliarder af sig. 

Bitter konflikt

Affæren blev begyndelsen på en bitter konflikt mellem Infantino og Ceferin. En konflikt som kun er vokset siden.

New York Times afslørede planen, og fortalte, at forslaget om de nye turneringer kom fra Kina og Saudi-Arabien. To lande som ønskede at blive vært for det nye Klub-VM.

Senere blev det afsløret, at den japanske Softbank stod klar med pengene. Softbank havde etableret en Vision Fund, som skulle bruge ca. 100 milliarder dollar på nye projekter, herunder fodbold. Den største investor i fonden var Saudi-Arabien.

Ideen var at udvide Klub-VM fra syv til 24 klubber, med start i 2021 og etablere en global Nations League hvert andet år. FIFA skulle eje 51 procent af turneringerne. 

På grund af modstanden, og senest på grund af coronapandemien, er det meste faldet til jorden. 

Det første udvidede Klub-VM var planlagt til afholdelse i Kina næste sommer. Nu er det udskudt for at gøre plads til EM og det sydamerikanske Copa America. To turneringer som skulle have været afviklet netop i disse dage.

Den globale Nations League er indtil videre lagt i mølposen, og tilbage står, at UEFA og det sydamerikanske forbund Conmebol har dannet en fraktion, som stort set er imod alt, hvad Infantino præsenterer. De vil hellere beskytte deres egne turneringer for både klub- og landshold end at kaste sig ud i nye usikre projekter.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det afrikanske mareridt

Jublen brød løs blandt de delegerede, men på pressepladserne i kongressalen i Paris, blev der grinet højlydt.

FIFA’s præsident havde netop fra talerstolen proklameret, at nu var der ikke mere korruption i FIFA.

Det var juni sidste år. Og det var forkert.

Dagen efter blev Ahmad Ahmad, præsident for Det Afrikanske Fodboldforbund, CAF, hentet af politiet på sit hotel i den franske hovedstad. 

Ahmad Ahmad, som også er vicepræsident i FIFA, er anklaget for at have modtaget bestikkelse i en sag, hvor CAF nærmest hen over natten løb fra en aftale med sportsbeklædningsfirmaet Puma for i stedet at indgå en aftale med det nærmest ukendte Technical Steel. 

Seksuelle overgreb

Han er desuden anklaget for seksuelle overgreb mod ansatte i CAF’s hovedkvarter i Kairo i Egypten og for en række personlige og økonomiske uregelmæssigheder. Og de er mange.

Men Ahmad er også en nær allieret af Infantino. FIFA-præsidenten og hans generalsekretær, Fatma Samoura, spillede en aktiv rolle, da Ahmad fra Madagaskar højst overraskende blev valgt som præsident for CAF.

Det var takken for, at Ahmad samlede de afrikanske stemmer bag Infantino ved præsidentvalget i i FIFA i 2016. Spørgsmålet er dog, hvor længe alliancen holder?

Artiklen fortsætter under billedet...

Infantino og Ahmad Ahmad er de bedste venner. Sådan da. Foto: Lars Poulsen
Infantino og Ahmad Ahmad er de bedste venner. Sådan da. Foto: Lars Poulsen
 

Revisionsrapport

Efter balladen i Paris sidste sommer fik Infantino trods modstand fra UEFA, lov til at sende Fatma Samoura på en særlig mission til CAF’s hovedkvarter i Kairo for at hjælpe med at rydde op.

Efter et halvt år sagde afrikanerne tak for hjælpen og returnerede Samoura til Zürich.

Men er der så ryddet op? Nej.

Overhovedet ikke. I november landede en hemmelig revisionsrapport om CAF, udarbejdet af PwC, på Infantinos bord.

Artiklen fortsætter under billedet...

Infantino sendte sin generalsekretær, Fatma Samoura, til Kairo. Det kom der ikke meget ud af. Foto: Lars Poulsen
Infantino sendte sin generalsekretær, Fatma Samoura, til Kairo. Det kom der ikke meget ud af. Foto: Lars Poulsen
 

Ekstra Bladet er i besiddelse af den 55 sider lange rapport, og det er en lang opremsning af misbrug af FIFA’s Forward-penge. 

Pist forsvundet

Hele 160 millioner kroner, som FIFA har sendt til CAF til udviklingen af fodbolden på det afrikanske kontinent, er pist forsvundet i de forkerte lommer.

En del af pengene brugte Ahmad Ahmad i 2018, hvor han inviterede 15 muslimske fodboldpræsidenter fra Afrika plus tre øvrige gæster på en pilgrimsrejse til Mekka og Medina i Saudi-Arabien.

Hele turen kostede omkring 700.000 kroner. 

Men det er blot et mindre element i PwC-rapporten, som konsekvent modsiger Infantinos påstand om, at det er slut med korruption i FIFA. 

Ekstra Bladet har spurgt FIFA-præsidenten, hvordan han her syv måneder efter forholder sig til misbruget af FIFA’s penge.

En talsmand svarer på Infantinos vegne:

– FIFA er opmærksom på rapporten fra PwC. Enhver yderlig information vil med tiden blive kommunikeret af de relevante uafhængige komiteer i FIFA.

Se også: FIFA's beskidte præsidentkrig

Se også: Møderne der kan knække Infantino

Se også: Infantinos udrensning

Se også: FIFA-præsidentens stormagtsgalskab

Se også: I ny jetfly-skandale

6 kommentarer
Vis kommentarer