Helten: Nu er vi guldfavoritter

Søren Rasmussen er vældig tilfreds efter den overbevisende sejr på 27-20 over Tvis Holstebro

Sådan Søren. Keeperen tog fra i finalen mod Tvis. Foto: Claus Bonnerup
Sådan Søren. Keeperen tog fra i finalen mod Tvis. Foto: Claus Bonnerup

Med en kold flaske vand i hånden og stadig med sveden piblende ned ad kinderne parerede håndboldfinalens helt store helt, BSV-målmanden Søren Rasmussen, spørgsmål på stribe fra pressens folk ved fronten i Silkeborg.

Den 39-årige keeper er virkelig ikke nogen blærerøv. Han sender gerne roserne videre til holdet, som han mener spillede en forrygende første halvleg. Det gjorde han nu også selv med en redningsprocent på 50.

- Vi havde forberedt os godt. Vi havde ikke særlig lang tid efter semifinalen mod Kolding, men vi har brugt tiden fornuftigt.

Havde i læst Tvis bedre, end de havde læst jer?

- De mødte i hvert fald et hold, som var utrolig fokuseret og utroligt skarpt. Det er selvfølgelig dejligt, at vi kan være så skarpe i en finale. Især i første halvleg, hvor vi stod rigtig godt i defensiven. Det var på et enormt højt niveau.

- I anden havleg begyndte vi at lave nogle tekniske fejl.

Tempoet blev skruet op, blev det også for højt?

- Ja, det gav lige et par fejl for meget, og den slags straffer Tvis Holstebro. Det skal vi tage med os til kamp to.

Men i går altså her fra med syv mål?

- Ja, det gør vi trods alt. Og det var i en fantastisk kulisse. Folk hjalp os på vej til det her. De stod jo op halvdelen af tiden og bar os frem. Syv mål er vi meget tilfredse med, og vi er favoritter til kamp to. Men det er håndbold, og tingene kan gå rigtig hurtigt den anden vej. Hvis vi ikke finder fokus igen, så kan det gå galt.

Men i har altså mange rutinerede folk med dig selv i spidsen. Rutine betyder vel meget? Det synes jeg man kunne se i dag.

-   Ja, vi har utrolig meget kvalitet på vores hold. Og jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi får det frem i finalen.

Din egen præstation i sær i første halvleg er du vel godt tilfreds med?

- Ja jeg er godt tilfreds. Men der er da ting, jeg kan forbedre.

Hvilke?

- Det vil jeg ikke røbe her, men der var lige nogle enkelte udfald. Dem skal jeg have forbedret, for vi kommer under et gevaldigt pres på lørdag. Vi skal stå imod det tryk, der kommer, for de har også et publikum, der bærer dem frem, siger Søren Rasmussen.

BSV knuser konkurrenter i DM-finale