Hun har nøglen til dansk 'EM-succes

Storskytten Anne Mette Hansen har haft en fornem sæson hos CL-vinderne fra Györ – det skal smitte af på landsholdet, der i aften møder de franske verdensmestre

Anne Mette Hansen kommer med masser af selvtillid efter en stor sæson i ungarsk håndbold. Foto: Jens Dresling
Anne Mette Hansen kommer med masser af selvtillid efter en stor sæson i ungarsk håndbold. Foto: Jens Dresling

Hun var stærkt savnet ved sidste års VM i Tyskland, men siden har hun vundet Champions League med sin ungarske klub, Györ og nu er hun – som hun selv udtrykker det – klar til at give den gas ved EM i Frankrig.

Og der hviler et stort forventningspres på den 24-årige Anne Mette Hansen. Venstrebacken, der skiftede København Håndbold ud med de ungarske mestre, kommer i fraværet af den skadede anfører, Stine Jørgensen, til at spille ekstra meget i både forsvar og angreb.

Anne Mette Hansen bliver en nøglespiller på det danske landshold. Det kommer vi til at se i aften, hvor Danmark i Oslo tager hul på Møbelringen Cup som udover værterne tæller Ungarn og Frankrig.

Netop de franske verdensmestre er første modstander. En kamp som Anne Mette Hansen møder frem til med masser af kamptræning og fuld af selvtillid.

– Det har været et godt år i Ungarn, hvor jeg har fået en lidt større rolle. I de sidste tre-fire kampe har jeg næsten spillet fuld tid. 

Den stærke back har fået et liv, der stort set kun handler om træning og kampe.

Og håndbold fylder meget i Györ, en by på størrelse med Odense. Igen i år er holdet spadseret igennem det indledende gruppespil i Champions League. Györ er atter en af favoritterne.

Artiklen fortsætter under billedet

Der er masser af vilje i Anne Mette Hansen. Foto: Jens Dresling
Der er masser af vilje i Anne Mette Hansen. Foto: Jens Dresling
 

– Det er en rigtig håndboldby. Alle ved hvem vi er, og de vil gerne i snak med os, når vi går på gaden. Men mange er ikke så gode til engelsk, så det er ikke altid let at kommunikere.

Sammen med en hollandsk og flere norske stjerner er Anne Mette Hansen indkvarteret i et lejlighedskompleks, som klubben råder over .

– Mangler vi noget, skal vi blot bede om det. Vi er rimeligt privilegerede. Og træningsmæssigt er der intet at klage over. Vi har fire haller at vælge imellem, og vi har førsteprioritet. Ved hver træning er der to massører til stede, også ved den fysiske træning.

– Forventningen er så også, at vi vinder alle kampe.

Anne Mette Hansen er godt klar over, at hun nu skal tage noget mere ansvar på landsholdet.

– Jeg skal bruge noget af det, jeg har lært i Györ, hvor jeg faktisk har haft en blandet rolle. Jeg har spillet lidt streg, lidt højreback, men jeg syntes især jeg har gjort det fint, når jeg har spillet venstreback.

Det er også den plads, hun skal fylde ud på landsholdet, hvor det bliver spændende, om hun kan finde ind i et samarbejde med de to nye playmakere, Mie Højlund og Nadia Offendal.

Et første svar får vi i aften.

Danmarks program i Norge

Torsdag 22. november

kl. 21.00 Frankrig-Danmark

Lørdag 24. november

kl. 19.15 Norge-Danmark

Søndag 25. november

kl. 16.00 Danmark-Ungarn

Alle kampe vises på TV2

Se også: EM-mirakel: Dansk profil i rekord-comeback

Se også: Stjernen overhalet af teenager: Vraget på 45 sekunder

Se også: Verdensmester skamroser Danmark

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere