I ny jetfly-skandale

FIFA-præsident Gianni Infantino beskyldes for at lyve om en rejse fra Surinam

Ceferin, th, var slet ikke hjemme i Nyon, hvor Infantino fortalte, de skulle mødes. De to præsidenter er i øvrigt ikke det, man vil kalde for venner. Foto: Lars Poulsen
Ceferin, th, var slet ikke hjemme i Nyon, hvor Infantino fortalte, de skulle mødes. De to præsidenter er i øvrigt ikke det, man vil kalde for venner. Foto: Lars Poulsen

FIFA-Gate fortsætter ufortrødent på femte år. Igen er det forbundets præsident, Gianni Infantino, som er i søgelyset. Og igen er det på grund af hans forkærlighed for at flyve i dyre private jetfly.

Den tyske avis, Süddeutsche Zeitung, har de seneste dage gravet en historie frem fra 2017 om en flyvning fra Surinam i Sydamerika til Schweiz. 

Avisen konkluderer, at Gianni Infantino ligefrem har løjet i et forsøg på at retfærdiggøre turen, der løb op i et sekscifret beløb i dollar.

I april 2017 var Infantino sammen med tre medarbejdere fra FIFA på en større rundtur i Sydamerika. Turen sluttede i Surinams hovedstad, Paramaribo, hvorfra FIFA-kvartetten skulle flyve hjem til Schweiz 11. april med det hollandske flyselskab, KLM.

Flyet fik dog tekniske problemer, og rejsen blev udskudt i 24 timer. Men det kunne Infantino ikke vente på. Løsningen var derfor at leje et privat jetfly. Det havde Infantino prøvet før, og det havde han fået kritik for i flere omgange.

Derfor lod han denne gang sin chefassistent, Mattias Grafström, som var med i Surinam, tage kontakt til Tomaz Vesel, som leder FIFA’s revisionsudvalg.

Det er ikke forbudt for FIFA’s præsident at flyve i privatfly, men han skal have en god grund, og det skal godkendes af Tomaz Vesel.

I den mailkorrespondance mellem Grafström og Vesel, som Süddeutsche Zeitung er i besiddelse af, fremgår det, at det var vigtigt for Infantino at komme tilbage til Schweiz til planlagt tid, fordi han skulle til et møde 12. april i Nyon med UEFA’s præsident, Aleksander Ceferin, og derfra videre til endnu et møde i Geneve.

Den forklaring købte Vesel, og FIFA-kvartetten fløj hjem i det lejede og dyrt betalte jetfly. Problemet er bare, at Infantino ikke skulle til et møde med Ceferin. 

UEFA-præsidenten var slet ikke hjemme i Nyon. Han var i stedet på et længe planlagt statsbesøg i Armenien, hvor han udover et møde med landets præsident også besøgte et brandy-destilleri og lagde grundstenen til et nyt fodboldakademi.

Artiklen fortsætter under billedet...

Infantino har rodet sig ud i en ny kedelig sag, som stjæler opmærksomheden fra fodbolden. Foto: Luis M. Alvarez/AP/Ritzau Scanpix
Infantino har rodet sig ud i en ny kedelig sag, som stjæler opmærksomheden fra fodbolden. Foto: Luis M. Alvarez/AP/Ritzau Scanpix

Derfor konkluderer den tyske avis, at Infantino har løjet. Han havde ikke nogen gyldig grund til at bruge fodboldens penge på et privatfly. Men i vanlig FIFA-stil afviser Infantinos medarbejdere, at han har gjort noget forkert.

På spørgsmål fra Süddeutsche Zeitung og en række andre medier fastholder FIFA, at turen hjem i privatflyet er inden for gældende regler. Til gengæld forholder FIFA sig overhovedet ikke til anklagen om, at Infantino og hans folk angav en urigtig årsag til den hurtige hjemrejse.

I en mail til Ekstra Bladet skriver FIFA's mediafdeling:

- FIFA's præsident havde planlagt at flyve med rutefly fra Surinam til Europa 11. april 2017, fordi han havde planlagt forretningsmøder den efterfølgende dag. Men ruteflyet blev aflyst, og derfor tog han i stedet et privatfly. Det var alt sammen i overensstemmelse med FIFA's regler.

- Rutefly er standardvalg for FIFA's præsident, og private fly benyttes kun ved helt særlige omstændigheder, og det var tilfældet 11. april 2017.

Surinam-sagen bringer minder om lignende sager med Infantino fra 2016. Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Infantino dengang som nyvalgt FIFA-præsident smed om sig med FIFA’s penge. 

Han købte madrasser, fitnessapparater, fodboldstøvler og blomster og optrådte præcis så ødsel som sine forgængere.

Infantino var ikke tilfreds med en årsløn på 13.5 millioner kroner, og en Mercedes med chauffør var ikke nok. Han ville have to.

Privatflyene var dog det, der stak mest i øjnene. I maj 2016 fløj han med jetfly til Champions League-finale i Milano. 

Dagen efter fløj han igen med privat jetfly – denne gang til Rom, hvor han skulle møde pave Francis, som er en stor fodboldfan.

Artiklen fortsætter under billedet...

Infantino tog et jetfly for at besøge paven. Foto: Ritzau Scanpix
Infantino tog et jetfly for at besøge paven. Foto: Ritzau Scanpix
 

Infantinos ødselhed fik FIFA-ansatte til at lække oplysninger, og FIFA’s egne efterforskere indledte en undersøgelse.

Den blev dog aldrig ført til ende. I foråret 2017 fyrede Infantino alle FIFA’s efterforskere og juridiske dommere.

I stedet ansatte han sine egne ’uafhængige’ kontrollanter. Tomaz Vesel er en af dem, en anden er Maria Claudia Rojas fra Columbia. Hun er blevet chef for FIFA’s etiske kamre, som både kan efterforske og dømme. 

Kvinden fra Columbia udmærker sig ved ikke at beherske engelsk, tysk eller fransk, som er de tre hovedsprog, FIFA benytter sig af.

Det er Maria Claudia Rojas, der i givet fald skal sætte en efterforskning i gang af Infantinos seneste jettur. 

Det kommer næppe til at ske, men nogen i FIFA’s eget system har lækket oplysninger til Süddeutsche Zeitung, og det tyder på, at en form for oprør ulmer i hovedkvarteret på FIFA-Strasse i Zürich.

Se også: Top-boss kupper FIFA i diktaturstat

Se også: Kæmpe slagsmål i milliardærklubben

Se også: Storklub-salg forsinket: Blodigt ry skræmmer

Se også: Tonedøve hyklere! Det er uanstændigt, UEFA

12 kommentarer
Vis kommentarer