Fra at være kendt som manden der rørte i bowlen og åbnede kuglerne, når der skulle trækkes lod til Champions League, blev Gianni Infantino i 2016 katapulteret helt op på den store scene som ny præsident for FIFA.
Han begyndte straks at sikre sig kontrol over oplysninger, som kunne skade ham, og han blev hurtigt ferm til magtspillet. Blandt andet ved brutalt at fjerne de aktører, som ikke spillede efter hans noder.
Efter samtaler med flere centrale personer i FIFA og fra interne dokumenter, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, er det tydeligt, at Infantino begyndte udrensningen – eller som han selv opfatter det: oprydningen, straks efter valgsejren på den ekstraordinære kongres i Zürich i februar 2016.
Slettede båndoptagelse
23. maj 2016 modtog Markus Kattner, midlertidig generalsekretær og finans- og personaledirektør i FIFA, og Marco Villiger, juridisk chef i FIFA, en e-mail fra en leder i FIFA’s økonomiafdeling.
I e-mailen beder han dem slette båndoptagelsen fra et bestyrelsesmøde i FIFA i Mexico, og han skriver, at referatet fra mødet skal skrives af personer, som Gianni Infantino selv har udpeget.
Marco Villiger svarer på e-mailen, at det flugter med FIFA-præsidentens ordrer, og at det vil ske. Men båndoptagelsen er kommet på afveje, og udskrifter fra mødet blev trykt i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Rå magtkamp
Ekstra Bladet har e-mailene og båndoptagelsen, som førte til chefen for FIFA’s revisionsafdeling, Domenico Scalas fald. Materialet tegner et billede af en rå, intern magtkamp i FIFA.
Udskriften afslører en hidsig FIFA-præsident, som klager over den behandling, han får af Domenico Scala. Blandt andet er Infantino misfornøjet med den løn, han er tilbudt som FIFA-chef. 14 millioner kroner er ikke nok, han vil have mere end forgængeren Sepp Blatter, og det skinner tydeligt igennem, at han ønsker at fjerne Scala.
Kort tid efter siger Domenico Scala op. En sten i skoen er fjernet.
Og flere centrale personer står snart for tur.
Artiklen fortsætter under billedet...
Konsoliderer magten
Som Ekstra Bladet har nævnt i tidligere artikler, spillede Marco Villiger en central rolle i Gianni Infantinos vej til magten og i konsolideringen af magten.
Villiger, som stoppede i FIFA i august 2018, blev efter Infantinos valg til præsident forfremmet til vicegeneralsekretær.
Det var Marco Villiger, som fik ansvaret for at granske FIFA internt efter alle arrestationerne i 2015.
Her blev det afsløret, at Markus Kattner havde godkendt ulovlige bonusudbetalinger til en lille gruppe personer i FIFA i perioden 2008 og 2014, da han var finansdirektør i FIFA.
Kattner blev betragtet som Blatter-loyal og som en besværlig person for Gianni Infantino. Da sagen om de ulovlige bonusudbetalinger blev kendt, var Kattners tid ved at løbe ud.
I kølvandet på det dramatiske FIFA-møde i Mexico i maj 2016 dukker et 11 siders notat op internt i FIFA. I notatet er nævnt en række påstande om, at Infantino har forbrudt sig mod FIFA’s regler.
Artiklen fortsætter under billedet...
Syv temaer
Ekstra Bladet er i besiddelse af notatet, som er delt op i syv meget detaljerede temaer. Det indeholder indslag fra en række personer i FIFA’s administration.
Der er påstande om misbrug af private jetfly, dækning af udgifter til privat forbrug, udpegelse af venner til fremtrædende stillinger uden mulighed for baggrundstjek og modtagelse af gaver og tjenester, som kan opfattes som korruption.
I brevet står, at Markus Kattner, i kraft af sin rolle som generalsekretær og leder for finanserne, skal have konfronteret Infantino med mange af påstandene.
Få måneder efter var Kattner ude af FIFA.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Formede sit eget FIFA
Efter de første udrensninger virkede det som om, at Gianni Infantino var i færd med at etablere en mere moderne organisation, end den han overtog efter Sepp Blatter.
Ansættelsen af senegaleseren Fatma Samoura som generalsekretær i maj 2016 blev opfattet som en udstrakt hånd til dem, som mente, at FIFA burde kæmpe for mere ligestilling og for at give Afrika større indflydelse i FIFA.
Og da han i juni 2016 ansatte den portugisiske jurist Miguel Maduro som chef for FIFA’s Etiske komité og den slovenske topjurist Tomaz Vesel som ny chef for Revisionskomitéen, var det mange, som troede, at FIFA var på vej mod større integritet og åbenhed.
Integritetstjek
Maduros job var at integritetstjekke alle, som skulle have en position i FIFA. Det var en nyoprettet stilling, og sammen med schweizeren Cornel Borbely og tyskeren Hans-Joachim Eckert, som ledede hvert sit kammer i den etiske komité, skulle Maduro sørge for, at alle fulgte det etiske regelværk.
Men i maj 2017, dagen før FIFA’s kongres i Bahrain, blev alle tre fyret af Gianni Infantino.
Miguel Maduro røg ud, fordi han ikke ville godkende Ruslands vicepremierminister Vitaly Mutko som medlem af FIFA’s bestyrelse. Det var stik imod Infantinos ønske.
Artiklen fortsætter under billedet...

– Men jeg er stadig forundret over, at jeg skulle ud, siger Maduro til Ekstra Bladet.
– Jeg blev opsøgt i Bruxelles af FIFA’s generalsekretær Fatma Samoura, som havde taget chefen for FIFA’s revisionskomité, Tomaz Vesel, med til mødet.
– Samoura bad mig i klare vendinger om at frede Mutko. Argumentet var, at det kunne få katastrofale konsekvenser for VM 2018 og for Infantino, hvis russeren blev smidt på porten.
Fyret på vej i fly
Borbely og Eckert sad i flyet på vej til Bahrain i 2017, da de blev fyret. De havde netop efterforsket Infantinos forbrug, men sagen var blevet afsluttet uden konsekvenser for præsidenten.
– Bare tre uger før havde Fatma Samoura sagt til Borbely og mig, at vi var nogle gode fyre, og at vi ville blive forlænget, siger Eckert til Ekstra Bladet.
Infantinos forklaring var, at han ville have en mere blandet kultur og altså ikke kun europæere i den etiske komité.
Hans-Joachim Eckert tror ikke på forklaringen.
– En tysk avis fortalte tre uger før kongressen i Bahrain, at der var indledt en efterforskning af Infantino for hans indblanding i valget af fodboldpræsidenten i Afrika.
Artiklen fortsætter under billedet...
Brugte private jetfly
Eckert siger, at der i perioden var meget snak om Infantinos brug af private jetfly.
– Da jeg var i FIFA, havde vi tidligere undersøgt tre ture med jetfly.
– Den ene tur var fra Moskva til Qatar. Det var Vladimir Putin, der tilbød ham jetflyet. Den anden tur fik han af Qatars emir, så han kunne nå tilbage til Schweiz til et møde med statsanklager Michel Lauber. Den tredje tur fik han af den russiske oligark Ulisher Usmanov for at besøge Paven i Rom sammen med sin mor.
Efterforskningen førte ikke til noget resultat.
En kilde tæt på Gianni Infantino siger til Ekstra Bladet, at Eckert og Borbely røg ud, fordi de ikke skabte resultater.
Modstander af offentliggørelse
Eckert var således længe modstander af at offentliggøre den såkaldte Garcia-rapport, som handlede om, hvorvidt Rusland og Qatar havde købt sig til slutunderne i 2018 og 2022. Her havde Borbely undersøgt Rusland, og det kom der intet ud af.
– Først da FBI bankede på døren hos Borbely og Eckert, blev de vækket, men uden amerikanerne var der aldrig kommet hul på korruptionssagerne i det gamle FIFA, siger kilden, som ikke vil have sit navn frem.
I stedet for Borbely og Eckert ansatte FIFA-præsidenten Vassilios Skouris fra Grækenland og Maria Claudia Rojas fra Colombia. Rojas, som er den nye chefefterforsker, udmærker sig ved ikke at beherske engelsk, tysk eller fransk, som er de tre hovedsprog, FIFA benytter sig af.
Skouris og Rojas har stadig deres første store sag til gode. Infantinos hemmelige møder med den schweiziske statsanklager og nye afsløringer i tysk presse om flere private jetflyture, har ikke fået dem til at reagere.