Jeg stiller kun op for at vinde guld

I dag kan ambitiøse Rene Holten Poulsen tage det ædle metal på 5000 meteren ved de europæiske lege

René Holten vandt i går bronze på 1000 meteren ved det europæiske OL. I dag kan han løbe med guldet på 5000 meteren.

MINGACHEVIR (Ekstra Bladet): Bussen kørte fra Baku klokken 04.00 i går morges. Forude lå en fire timers rejse på hullede veje, som flere gange var blokeret af kvæg. Korøgtere kom til og drev med lange kæppe kvæget til den næste mark.

Rejsens mål var at møde en af Danmarks mest veltrænede og ambitiøse idrætsmænd René Holten Poulsen. Nok er vi til europæisk OL i Baku, men kajakkonkurrencerne er henlagt til Aserbajdsjans fjerdestørste by, Mingachevir, som ligger for foden af Bozdag-bjergene og på vejen mod Georgien. 

Mingachevir er en forholdsvis ung by, skabt af tyske krigsfanger i 1948. I dag rummer den 150.000 indbyggere. Byen er delt i to af floden Kur, hvor René Holten i går skrev dansk idrætshistorie ved at vinde vores første medalje ved de første europæiske lege.

Selv var han skuffet over bronzen på 1000-meter, som blev fulgt op af 2000 euro, godt 15.000 kroner, i præmiepenge. Også det er historisk. Aldrig før har der været pengepræmier til et olympisk arrangement.

Pengene falder på et forholdsvis tørt sted. Den 26-årige Maribo-roer lever som en professionel, men overhovedet uden at komme i nærheden af de summer, som fodboldspillere, tennisspillere og golfstjerner henter hjem.

I dag får han dog mulighed for at gøre sæsonen ekstra indbringende, når han stiller op som favorit på 5000 meter distancen, hvor der er 6000 euro til guldvinderen, 4000 til sølv og igen 2000 til bronzetageren.

– Jeg er her ikke for pengenes skyld, men hensigten er at vinde. Det er fedt at vinde. og det vil da være rart med ekstra penge på kontoen. Min løn står i forvejen ikke i forhold til det, jeg yder. Jeg har måske lidt mere end gennemsnittet, lidt mere end en skolelærer, men jeg træner og konkurrerer altså året rundt. Jeg holder kun fri tre-fire uger hvert efterår, siger han.

Han kan godt glemme alt om at have et arbejde ved siden af. Det ville udelukke, at kan kunne være med på det her niveau.

– Jeg er nødt til at leve som professionel, men jeg synes, det er uretfærdigt, at vi ikke får flere penge for det. Vi skal ikke leve af havregryn med mælk og pasta med ketchup. Der skal flere penge til sporten, og jeg ser gerne, at det bliver åbnet for, at sponsorer kan bruge os noget mere. Også i forbindelse med de olympiske lege, hvor der er stor fokus på os.

Vi mødte René Holten på rostadion efter præmieoverrækkelsen, hvor det var tydeligt, at han stadig ærgrede sig. Han var flere gange på vandring i sig selv, men professionel som han er, fik han vinket og vist den kilotunge medalje frem, når han skulle. 

Han tog også initiativ til en selfie med de to øvrige medaljetagere, den tyske guldvinder, Max Hoff og Fernando Pimenta fra Portugal, som overraskende tog sølvet.

René Holten til højre tog en selfie sammen med de to øvrige medaljetagere. Foto: Ole Steen
René Holten til højre tog en selfie sammen med de to øvrige medaljetagere. Foto: Ole Steen
 

Det var dog kun mulehår, der skilte dem, og René Holten føler, at han nærmer sig tyskeren, som er hans største konkurrent. I øvrigt ser danskeren konkurrencen her i Aserbajdsjan som opvarmning til sæsonens helt store mål VM i Milano i sidste halvdel af august.

Se også: Dansk idrætshistorie: Første danske medalje hjemme!

Han mener også, at han stadig kan forbedre sig. Han krummede for meget i ryggen i finalen i går. En lille detalje, som vi andre næppe nogen sinde ville få øje på, men et punkt, som han vil arbejde på at forbedre.

Som tidligere OL-sølvvinder og guldvinder ved både EM og VM sætter René Holten barren højt. Ved det kommende VM stiller han op i fire konkurrencer og går efter fire gange guld. Anderledes kan det ikke være. 

Det bliver et knaldhårdt program på 500, 1000 og 5000-meteren. Sammen med sin unge makker Nils Boe stiller han også op i toer-kajak på 1000 meter. Selv om parret er nyt, er ambitionen både at tage metal i Milano og at kvalificere sig til OL i Rio.

Men René Holten har stadig meget, han skal nå, inden det bliver alvor i Rio om godt et år. Fra Milano går turen videre til Rusland, inden han i slutningen august stiller op til DM i Holstebro. Behøver han virkelig det? Manden er jo suveræn i Danmark. Men det gør han.

– Jeg har et ansvar over for min klub og for sporten. Der er mange børn, som ser op til mig, og som kommer for at få autografer. Jeg skal være til DM, siger han.

Efter Holstebro tager han på besigtigelsestur til Rio. Han skal prøve vandet, hvor konkurrencerne skal foregå næste år. Han skal også besigtige hotellet, og han skal lege turist og se på Copacabana og Jesus-figuren. Så er det overstået, og så skal han ikke bruge tid på det næste år, hvor al koncentration skal samles om løbene og om at sikre indtil flere guldmedaljer.

For når René Holten stiller til start, er det for at vinde. 

Det siges, at en kajak-roers bedste alder er fra 26-32 år. Vi kan således forvente os mange flere medaljer fra den kant.

Danmark har dermed gode chancer for det første guld i dag klokken godt 14.00 dansk tid, når 5000-meteren afvikles på Kur i Mengachevir. 

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere