Jesper Olsen: Det var det værste øjeblik overhovedet

Det hele kan godt føles som en optakt. Som overspringshandlinger inden den ubehagelige alvor. Han siger det ikke, men han ved det jo godt: Det er ikke til at gennemføre et interview med Jesper Olsen uden at vende den hændelse, som satte punktum for historien om det store danske firserlandshold og den danske VM-debut i 1986. Vi har talt om hans liv i dag, om glæden ved at træne og udvikle unge fodboldspillere, om hans hverdag i Melbourne i Australien og om de mange minder fra fortiden. Men vi har endnu ikke talt om den historie, der for altid vil definere ham som dansk landsholdsspiller. Alle kender historien, og hovedpersonen selv har været gennem forløbet utallige gange. Fra den umiddelbare reaktion efter det nærmest uvirkelige fald, som Jesper Olsens tilbagelægning udløste den eftermiddag i Querétaro. Til den svære tid efter, hvor det begyndte at stå klart for ham, hvor meget hændelsen fyldte i danskernes bevidsthed. Til årene efter karriereafslutningen, hvor han efterhånden forligede sig med sin skæbne. Og så frem til denne formiddag i det østlige Melbourne, hvor han nu er en 56-årig mand, der reflekterer over livet, der er gået. - Det var måske det værste øjeblik, jeg overhovedet kunne have lavet den aflevering. Og det var ikke nogen andens skyld. Det var helt sikkert min egen, siger han, da vi er kommet ind på det, der siden blev et begreb i sig selv: En rigtig Jesper Olsen. Prædikatet, man satte på den helt umotiverede fadæse. - Jeg husker stadig nøjagtigt, hvad der skete. Jeg spillede jo i den modsatte side af, hvad jeg plejede. Jeg løb ud i siden og modtog bolden og ville spille den tilbage til Lars Høgh. Så snart den forlod mig fod, vidste jeg, at der var noget galt, siger han. - Jeg troede så også, vi havde en målmand, der kunne have gjort mere. Men det gjorde han ikke, fortsætter han med et af de smil, der ofte breder sig på ansigtet, når han taler om episoden, hvor Emilio Butragueño modtog gaven og udnyttede den og udlignede til 1-1 kort inden pausen i VM-ottendedelsfinalen på La Corregidora. Med et var det glemt, at Jesper Olsen havde spillet en stor halvleg og på straffespark havde bragt Danmark foran. I stedet gik danskerne til pause i chok. I sin bog ’Tynd Luft’ beskriver Joakim Jakobsen gennem aktørerne stemningen i omklædningsrummet. Jens Jørn Bertelsen husker stilheden, John Sivebæk mærkede en følelse af panik og var som flere andre ovre og give Jesper Olsen et opmuntrende klap på skulderen. Ingen bebrejdede ham noget. Som Søren Lerby siger i bogen: - Man kan ikke fortælle en god fodboldspiller som Jesper Olsen, at han har lavet en fejl. Det ved han godt selv. 2. halvleg blev et mareridt. Spanierne scorede fire gange, og efterfølgende prøvede Olsen at forklare, hvad der skete, til Svend Gerhs i DR’s studie. - Sådan en fejl kan ikke undskyldes. På det tidspunkt havde vi så godt fat i dem og kunne være gået til pausen med 1-0. Den fejl er jeg så ked af på holdets vegne, sagde den 25-årige Olsen. Den normalt så ubekymrede dribler med det drengede ansigt og det lange hår havde en tung skyldfølelse hængende over sig. --------- EKSTRA SPLIT ELEMENT --------- 14 år i Melbourne 31 år senere tager han imod i et kontorlokale på første sal i Hawthorn i det østlige Melbourne. Der står Primco på døren, og her tilbringer Jesper Olsen i dag en del af sin arbejdstid. Det lange hår er væk og erstattet af gråt strithår, men ansigtstrækkene er let genkendelige. Han har titel af Director of Football i firmaet Primco Testing System, og hans ven og partner Ian Campbell fortæller begejstret om firmaets store ambitioner. Primco udvikler testudstyr inden for en lang række sportsgrene og er i øjeblikket i færd med at udvide i flere lande. Ian Campbell er selv tidligere trespringer, og ligesom Jesper Olsen kan han huske tilbage på et enkeltstående øjeblik i karrieren, der stadig definerer ham i dag: Ved OL i Moskva i 1980 var han en af topfavoritterne, og i finalen satte han olympisk rekord med et spring, der ville have givet ham guldmedaljen. Men under tvivlsomme omstændigheder blev springet ikke godkendt. To atleter fra Sovjetunionen vandt i stedet guld og sølv. Campbell måtte nøjes med femtepladsen, og episoden blev et symbol for sportslige absurditeter under Den Kolde Krig. Siden da har han og Australien kæmpet for retfærdighed; på 35-årsdagen for finalen rettede det australske atletikforbund i 2015 en officiel henvendelse til det internationale atletikforbund, der krævede, at Campbell langt om længe fik den guldmedalje, han havde fortjent. Et universitet i Melbourne havde undersøgt hændelserne i Moskva videnskabeligt og mente at kunne dokumentere, at Campbell blev bortdømt. Men foreløbig uden resultat. Så nu sidder de her. Olsen og Campbell. To mænd med et vist skæbnefællesskab. Med karrierer, der for altid blev præget af enkeltstående ulyksalige hændelser for mere end 30 år siden. Som Campbell kan også Jesper Olsen pege på en vis uretfærdighed. Også hans tilfælde kunne have fået et andet udfald, hvis den hollandske dommer Jan Keizer havde reageret på, at Julio Salinas løb igennem straffesparksfeltet, da Olsen modtog bolden fra Lars Høgh. Målsparket burde som konsekvens være taget om, og begrebet ’En rigtig Jesper Olsen’ ville aldrig være opstået. Det er i dag 14 år siden, Jesper Olsen gjorde Australien til sit hjem. Siden da er der gået længere og længere imellem, at han dukker op i danske medier, og han kan ikke engang huske, hvornår han sidst har talt med en dansk journalist. Hans fire børn taler ikke dansk, og Jesper Olsens danske sprog har fået en speciel dialekt. Når han taler, dukker der ofte engelske vendinger op efter de mange år i udlandet. - Jeg er hjemme i Danmark et par gange om året. Jeg er stadig dansk, og jeg elsker de danske ting. Men jeg ved ikke, om jeg kunne bo der igen. Jeg følger meget lidt med i, hvad der foregår i Danmark, fordi jeg er så langt væk, siger han. At Jesper Olsen i dag lever sit liv i Melbourne, er en konsekvens af en impulsiv beslutning tilbage i 2003. Efter slutningen på den aktive karriere arbejdede han i nogle år som spilleragent i firmaet Proactive Sports. Her arbejdede han sammen med to australiere, som talte varmt om muligheden for at flytte til Australien. Jesper Olsen var nysgerrig, og i påsken besøgte han Melbourne og kunne lide, hvad han så. Kort efter var huset i England solgt, og familien flyttede til Australien. I starten var flytningen en succes, Jesper Olsen blev del af et firma, der både drev agentvirksomhed, arbejdede med sportsmanagement og drev fodboldskoler. - Vi var også involveret i et underholdningsprogram på tv. En række unge fodboldspillere blev lukket inde i et hus og blev trænet af os. Så handlede det om at finde den bedste spiller, og han fik så en kontrakt i en klub i A-League. Det var alle tiders, siger han. - Men da finanskrisen kom, døde mange af sponsoraterne. Alle blev bange for at investere. Så vi, der havde firmaet, skiltes i 2009, og jeg tog akademidelen med mig og har haft den lige siden, fortsætter han. En overgang forsøgte Jesper Olsen sig også som fodboldtræner på højeste niveau i Australien. Hans gamle holdkammerat fra Ajax-dagene John van’t Schip blev i 2009 ansat som cheftræner for den nystartede klub Melbourne Heart, der året efter skulle træde ind i den lukkede A-League, der ikke opererer med op- og nedrykning. Van’t Schip spurgte Olsen, om han var interesseret i at blive assistenttræner for et hold, der først var ved at blive sammensat. - Vi fik et kontor hos en af klubejerne på hans vinlager inde i Port Melbourne. Der sad vi og så på videoer og tog ud og så kampe. Det var skægt at være med til, fordi det var en helt ny klub. Men faciliteterne var meget begrænsede. Omklædningsrummet var nærmest bare en container, siger han. - Men jeg fandt også ud af, at jeg ikke havde ambitioner om at være træner på fuld tid. Jeg havde det ikke i blodet. Der er så mange ting, man skal være med til. Man rejser hele tiden og er væk hjemmefra. Det havde jeg prøvet nok af gennem årene som spiller. Så efter to år stoppede Jesper Olsen i Melbourne Heart, der et par år senere blev omdøbt til Melbourne City efter et ejerskifte. Siden da har han ikke været involveret i fodbold på højeste niveau, og han følger heller ikke fodbolden i Europa så meget, som han har gjort. - Jeg følger meget med i fodbolden herude, men det andet er faldet i baggrunden. Det er blevet mindre og mindre. Tidspunktet for kampene gør det svært at se dem, så ofte bliver det mest til højdepunkter. At se en hel kamp, det sker måske en gang hver anden uge. Og så er det mest Manchester United, siger han. --------- EKSTRA SPLIT ELEMENT --------- Det er kun fodbold Manchester i det nordvestlige England var Jesper Olsens hjem, da han vendte tilbage til Europa fra VM i Mexico. Han var kun 25 år, men alligevel var det, som om karrieren knækkede efter den sommer. Straffesparksmålet mod Spanien blev hans sidste på landsholdet. Og efter VM-ottendedelsfinalen blev det kun til tre betydende landskampe yderligere. Han var i truppen ved EM i 1988 uden at få spilletid, og som 29-årig spillede han i 1990 sin sidste landskamp, da Danmark foran bare 8700 tilskuere besejrede Wales 1-0 i en venskabskamp i Idrætsparken. På det tidspunkt havde han forladt Manchester United og tilbragte karrierens sidste år i Frankrig hos Bordeaux og Caen. - Det har altid stået klart for mig, at jeg ville have gjort det samme igen. Det var den måde, jeg spillede på. Jeg var aldrig nervøs for at få bolden lige meget hvor. Så jeg bebrejder ikke nogen, at jeg fik bolden. Det kunne have gået galt i en træningskamp, og så ville ingen huske det. Og vi kunne jo stadig have vundet kampen, det var kun målet til 1-1. Men måden, det skete på, slog os ud, siger han. - Jeg var selv slået ud af det i et stykke tid. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort noget andet. Men jeg var nødt til at leve med det. Det er kun fodbold. - Føler du i dag, at det kaster en skygge over dine minder fra landsholdet? - Nej, for vi havde jo været af sted i fem uger, og alle ville gerne hjem, griner han. Nej, overhovedet ikke. Det er en ting, som jeg ikke kan ændre. Vi havde en fantastisk tid. Vi var heldige at opleve det, vi gjorde, og mærke den særlige fornemmelse, det var at løbe ind i Idrætsparken i rødt og hvidt. - Vi havde utrolig gode spillere fra mange forskellige ligaer, men fik det samtidig til at fungere som et hold. Der var gode typer: Søren Lerby, der var en vinder. Preben Elkjær, der var sin helt egen. Morten Olsen, som var utrolig. Søren Busk og Ivan Nielsen, der var de første på holdet, fordi de var så stabile og gode. Jeg føler mig heldig, at jeg var en del af det. Hvad gjorde du for at komme videre? - Jeg tog til England, og det var nok det bedste sted at være, for de var ikke interesserede i andet end dem selv. Det var mere, når jeg skulle hjem til landsholdet, at det fyldte noget. Men den bedste medicin var at komme i gang med at spille igen. I fodbold sker der hele tiden nye ting. Efter nogle måneder kom Alex Ferguson til United, og så var det videre mod noget nyt, siger Jesper Olsen. I dag har han ikke noget problem med at tale om episoden, siger han, og selvom det aldrig blev det samme igen på landsholdet, så hænger det ifølge ham selv mere sammen med de skadesproblemer, der kom til at præge hans karriere. - Jeg ændrede mig ikke. Jeg elskede at have bolden og drible. Det var min måde at spille på. Hvis jeg brændte et straffespark, ville jeg også tage det næste, siger han. Den indstilling husker hans gamle landsholdskammerat Frank Arnesen tydeligt. Og han tror, at netop Jesper Olsens mentalitet var med til at få ham videre. - Jesper var en type, der aldrig lod sig påvirke. Han var skuffet, da det skete, og sådan var det. Elkjær havde det på samme måde efter sit brændte straffespark i 1984. De havde begge evnen til at sætte en streg og komme videre, siger Arnesen. - Andre ville være blevet slået mere ud, end han blev. Han havde den mentalitet, at han havde gjort sit bedste, og det var det vigtigste. Det kunne jeg godt lide ved ham. Det er godt at have det sådan som spiller. Hvis jeg spillede dårligt, så havde jeg det af helvede til bagefter. Som da jeg brændte straffe mod Schweiz i VM-kvalifikationen et kvarter før tid. Det var frygteligt. Men det husker ingen i dag, fordi vi alligevel kvalificerede os, fortsætter Arnesen. Frank Arnesen var selv i karantæne til kampen mod Spanien efter udvisningen i den sidste gruppekamp mod Vesttyskland. Det gav hovedbrud for landstræner Sepp Piontek, og endnu mere besværligt blev det, da John Sivebæk var blevet syg natten inden kampen og måtte melde forfald. - Det kan jeg stadig ærgre mig over. Havde jeg spillet, så var det ikke sket, siger Sivebæk, der et halvt år inden VM var skiftet til Manchester United og der udviklede et nært venskab med holdkammeraten Jesper Olsen. - Jeg tror aldrig, han og jeg talte om tilbagelægningen siden. Jesper er en meget humørfyldt og glad person. Der var altid en frisk bemærkning. Men selvom man udadtil kan give udtryk for, at man er ligeglad med sådan er fejl, så nager den. Og det gjorde den også for ham, siger Sivebæk, der er ked af, hvor meget tilbagelægningen er kommet til at fylde i historien om Jesper Olsen, og at han kom til at lægge navn til et udtryk. - Jeg har det skidt med det på hans vegne. Det er uretfærdigt. Det er sket for andre også. Det er selvfølgelig det med, at det skete i den kamp og under de omstændigheder. Men jeg har tit tænkt, at det er unfair over for Jesper, siger han. - Jeg er sikker på, at han stadig synes, det er irriterende. Også selvom der er gået mange år, og han nu kan joke med det. Jeg forsøger selv at holde mig fra at bruge det udtryk. Jeg synes ikke, det er værdigt. Også selvom jeg godt ved, at det som regel bare er for sjov, og at det ikke er for at genere Jesper, fortsætter John Sivebæk. - Men der er så mange andre ting, man kan huske ham for. Mange gode episoder. Som målet mod England, siger han om EM-kvalifikationskampen i 1982, hvor Jesper Olsen scorede sit første mål på landsholdet og fik sit store gennembrud. Også Frank Arnesen vil hellere fokusere på de positive historier om Jesper Olsens karriere. - Vi, der spillede med ham, husker ham mere for den spiller, han var. En fantastisk dribler, der havde nogle flotte år i nogle af de største klubber. Det skal man hellere huske ham for, siger han. - Men det er da fantastisk, at han i dag bor i Australien. Så er han i hvert fald kommet så langt væk, at han slipper for at blive mindet om det, griner Arnesen. --------- EKSTRA SPLIT ELEMENT --------- Ungdomstræneren Jesper Olsen Det var nu ikke en flugt fra fortiden, der førte Jesper Olsen til Australien. Og selvom familien i dag er splittet op mellem Australien og Europa, føler han sig hjemme i Brighton i det sydlige Melbourne. Han blev for seks år siden skilt fra sin engelske kone Sarah, som flyttede tilbage til England, hvor også familiens to ældste døtre nu bor, så Jesper Olsen også har to børnebørn i Manchester. De to yngste børn bor stadig hos ham, og han nyder livsstilen, maden og den berømte kaffe i Melbourne. Helbredet har det fint, og han mærker intet til den hjerneblødning, han pludselig blev ramt af for 11 år siden efter en løbetur i Brighton. - Jeg kom hjem, og det var, som om en havde slået mig i hovedet med en hammer. Det var en blødning, der var eksploderet ind i hjernen. Hvis ikke den stoppede, så havde det været godnat. Men den stoppede. Jeg var syv dage på hospitalet, men har ikke mærket noget bagefter, siger han. - Jeg træner stadig, og jeg løber stadig. Jeg har ikke skullet ændre noget ved mit liv. Jeg var meget heldig. Det var værre for dem udenfor. Min kone og mine børn, siger han. I dag bruger han meget af sin tid som fodboldtræner på Football Star Academy, hvor han er Director of Coaching. Akademiet tilbyder træning til de mange børn og unge, som ønsker at spille mere fodbold, end de traditionelle klubber giver mulighed for. I klubberne strækker fodboldsæsonen sig kun over halvdelen af året, herefter tager andre sportsgrene over. Det hul forsøger Jesper Olsen og Football Star Academy at lukke. - Det er anderledes end i Europa. I klubberne er sæsonen lige nu ved at slutte, og så bliver banerne brugt til cricket de næste måneder. Men mange vil gerne spille fodbold hele året. Vi har 2000-3000 børn om ugen på vores akademi rundt om i landet, fortæller han. Træningen foregår på forskellige niveauer. Jesper Olsen er blandt andet ansvarlig for det, de kalder Centre of Excellence, hvor de bedste spillere er tilknyttet. - Jeg elsker at træne. Men jeg træner dem ikke for, at de skal vinde kampene i weekenden. Jeg træner dem for, at de skal blive bedre. For at lære dem de små nuancer og forklare dem det på en god måde. Hvis de først lærer at sparke ordentligt til en bold som 16-årig, så er det for sent. Jeg trænede i går fra klokken fire om eftermiddagen til klokken kvart over otte om aftenen. De fire timer gik så stærkt. Der sker så meget, siger han. - Jeg elsker træningen. Det er i blodet på mig. Det vil jeg ikke stoppe med. Kun den dag, hvor jeg ikke kan det mere. Så kærligheden til spillet har han ikke mistet, selvom han led den hårde skæbne at blive den danske syndebuk efter VM-nedturen i Mexico. Efter nogle år affandt han sig med, at historien om tilbagelægningen i Querétaro var blevet en del af hans identitet. - Nu om dage har jeg ingen problemer med det, men i mange år tænkte jeg: ’Hvordan fanden kunne jeg gøre det?’ Efterhånden begyndte jeg selv at nævne det og lave sjov med det. Det blev en måde at åbne en samtale, siger han. - Under EM i Holland og Belgien i 2000 havde jeg en del arbejde omkring det danske landshold og talte med mange danskere. Jeg kunne se på dem, at de tænkte på, hvornår de skulle spørge om det. De tænkte alle sammen, hvordan mon man kommer videre fra den tilbagelægning, fortsætter han. - Noget lignende skete for Jesper Grønkjær i Parken. Der er også atleter ved OL, der falder på halen efter at have forberedt sig i fire år. Sådan er livet. Jeg nævner til sidst, at det er mit indtryk, at der i dag går længere tid imellem, at jeg hører udtrykket ’En rigtig Jesper Olsen’ end før i tiden. - Det er nok for gammeldags. De unge i dag ved sikkert slet ikke, hvem jeg er, griner Jesper Olsen.

Jesper Olsen: Det var det værste øjeblik overhovedet

Læs videre med
Ekstra Bladet+

For79 kr./md.

Læs videre medEkstra Bladet+

For79 kr./md.

Læs videre med
Ekstra Bladet+